Quiz dine elever klogere med Quizlet  

Quizlet er et gratis program, der giver dig mulighed for at oprette quizzer med et twist til dine elever. I stedet for kun at arbejde i multiple-choice spørgsmål kan programmet nemlig også opsættes til at anvende f.eks ’drag-the-word’ og flashcards’.

Programmet kan anvendes til at aktivere eleverne og er et godt træningsværktøj til at kunne anvende og forstå forskellige fagord, og programmet giver mulighed for at træne dem på forskellige måder med en legende tilgang 

En af de store fordele ved Quizlet er, at du kan finde inspiration eller gøre brug af allerede eksisterende quizzer i Quizlet. Du har mulighed for at kopiere andres quizzer og redigere i dem for at tilpasse dem til netop din undervisning.  

Husk altid at være opmærksom på GDPR, når du bruger it-værktøjer.

 

Eksempel på en Quizlet

Her ses et eksempel på, hvordan elever kan træne ord og begreber i berettermodellen ved hjælp af flashcards. Her skal eleverne diskutere berettermodellens faser og begreber med hinanden, og først når de er enige, må de vende kortet for at se den korrekte definition.

Sådan kommer du i gang  

Quizlet kan tilgås på deres egen server www.quizlet.com eller downloades som app her.

Martin Havgaard Seehagen fra Rybners har lavet nedenstående læringsvideo omkring Quizlet. Her giver han en introduktion til og gennemgang af Quizlet, og hvordan du kan bruge it-værktøjet i din undervisning. Du finder yderligere hjælp og guides her 

Fordele – set fra et lærerperspektiv 

  • Quizlet kan frigøre tid til dig som lærer, der ønsker at støtte de elever, som har brug for mere hjælp og feedback, uden at de selvstændige og fagligt stærke elever skal vente på at komme i gang med opgaveløsningen.
  • Quizlet kan muliggøre differentiering ved at støtte videnstilegnelse for elever, der har brug for mere øvelse, inden de kan løse en opgave, uden at det behøver være bundet op på lærerens styring og struktur.  
  • Giver aktive elever samt mulighed for at gøre eleverne til producenter, hvor de fx definerer forskellige ord og begreber. Eleverne kan derefter dele deres quizzer med de andre elever og dig som lærer, og det er muligt for dig at kommentere på materialet.  
  • Med en tilkøbt lærer-licens kan du følge med i elevernes svar og aktivitet i de forskellige quizzer og derved følge deres læring tæt. Det giver dig også mulighed for at få et indblik i, hvilke begreber der er behov for at få repeteret på klassen.    

 

Fordele – set fra et elevperspektiv 

  • Med Quizlet har eleverne mulighed for at udvikle og øve begrebsforståelse og faglig viden, uafhængigt af tid og sted.  
     
  •  Skaber variation i undervisningen og kan øge elevernes motivation til at tilegne sig ny viden. 
  • Eleverne har mulighed for at diskutere de faglige begreber og forståelse i mindre grupper frem for på klassen.

 

GDPR-bemærkninger

Det er muligt at anvende eksisterende quizzer uden at oprette en profil, men hvis du vil kopiere og rette i andres materiale eller lave dine egne quizzer, skal du som lærer oprette en bruger. Dette kan du gøre her www.quizlet.com 

Det er dog ikke nødvendigt, at eleverne opretter brugere, idet dit indhold kan deles via et direkte link, integreres eller indsættes på skolens læringsplatform. Hvis eleverne selv skal udvikle materiale, kræver det dog en bruger.  

 

Eventuelle  udfordringer 

Den gratis version har bannerreklamer, der kan virke forstyrrende. Du kan dog minimere dette ved at indlejre materialet på en hjemmeside eller et LMS.  

 

Pris (dags dato) 

Quizlet er et gratis quiz-program, dog med begrænsninger og reklamer. Du kan tilkøbe en lærer-licens til 300 kr. om åretder giver dig adgang til flere funktioner, som for eksempel at se elevernes data og aktivitet i de forskellige quizzer.   

Læs mere om priser her.

 

LMS-muligheder 

Når du har gjort din quiz klar, kan du dele linket til det med dine elever. Du kan også indlejre din quiz på skolens læringsplatform og på hjemmesider. Quizlet er desuden en del af App-samlingen i Microsoft teams. 

 

Tak til pædagogisk it-konsulent Martin Havgaard Seehagen fra Rybners, der i samarbejde med CIU har udarbejdet ovenstående materiale. Skrevet den 02. november 2020. 

 

SE OGSÅ 

Gå tilbage til katalogforsiden her.