ThingLink i undervisningen – gør dine billeder og videoer interaktive 

ThingLink er et online produktionsværktøj, der kan bruges til at lave interaktive billeder og videoer. Med værktøjet kan du skabe interaktive og multimodale oplevelser, hvis du blot har et billede eller en video.

I Thinglink er det nemlig muligt at lægge et digitalt, interaktivt lag hen over eksisterende billeder og videoer, hvor du kan tilføje blikbare punkter med alt fra tekst, billeder, lydklip til videoer og links til andre vidensplatforme. Du kan også lægge et virtuelt lag hen over video og billeder, der er optaget i 360°, og derved skabe VR-oplevelser for eleverne med værktøjet. 

 

Sådan kommer du i gang 

Martin Havgaard Seehagen fra Rybners har lavet nedenstående læringsvideo omkring ThingLink. Her giver han en introduktion til og gennemgang af værktøjet – med særlig fokus på, hvordan du kan bruge det i din undervisning.

Se flere introduktionsvideoer og eksempler på, hvordan ThingLink kan bruges i praksis her og her

 

Fordele – set fra et lærerperspektiv 

  • Aktive elever, hvor teorien bliver mere “levende”
  • Bringer praksis ind i klasselokalet og gør teorien mere brancherelevant, hvis der bruges billeder/videoer fra virksomheder o.l.
  • Gør det muligt at inddrage interessante lokationer, der normalt er svært tilgængelige.
  • Mulighed for at tilføje virtuelle lag med forklaringer til f.eks. skitser og illustrationer, der anvendes i både erhvervsfag og grundfag.
  • Mulighed for at lade selvstændige elever arbejde med digitale forløb, og dermed frigive tid til at støtte elever, der har brug for mere vejledning og hjælp til det faglige stof.

 

Fordele – set fra et elevperspektiv

  • Mulighed for at tilgå lærestoffet multimodalt.
  • Videnstilegnelse er ikke udelukkende på skriftlig basis, men kan også tilegnes via video, billede og lyd.
  • Forløb er asynkrone, så de kan ses, og genses, til alle tider.
  • Kan skabe en øget motivation for at tilegne sig teoretisk stof.

 

GDPR-bemærkninger

ThingLink er browserbaseret, så det er ikke nødvendigt at downloade software til din computer. Du skal dog oprette en bruger som lærer, så du kan arbejde i programmet og gemme dine materialer. Men det er ikke nødvendigt, at eleverne opretter brugere, idet de færdige ressourcer kan deles gennem indlejring og links.

 

Eventuelle udfordringer

Det tager noget tid at planlægge og producere de interaktive materialer. Især hvis man ønsker at binde flere interaktive videoer og billeder sammen til et længere sammenhængende forløb. Derudover skal man være opmærksom på, at værktøjet ikke indeholder mulighed for quizzer og opgaveafleveringer, så dette skal foretages f.eks gennem links til skolens LMS/digitale platform. 

 

Pris (dags dato)

Thinglink er en del af Studietube. Hvis din skole ikke har Studietube, så er værktøjet gratis, dog med begrænsede funktioner. En premium-version per lærer kan tilkøbes for ca. 200 kr. årligt. Læs mere om priser her

 

LMS-muligheder

Der kan linkes til færdiglavede ressourcer, hvor eleverne bliver sendt direkte til videoen eller billedet. Derudover kan opgaver og forløb indlejres på digitale platforme, der understøtter embed-funktion/indlejring.    

 

Tak til pædagogisk it-konsulent Martin Havgard Seehagen fra Rybners, der i samarbejde med CIU har udarbejdet ovenstående materiale. Skrevet den 09. september 2020.

 

SE OGSÅ 

Gå tilbage til katalogforsiden her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *