Mange lærere anvender i dag PowerPoint som et formidlingsmedie, der kan understøtte undervisningens nedslag med billeder og tekst. De seneste par år er der også flere lærere, der anvender PowerPoint til at optage undervisning, enten ved hjælp af en skærmoptager eller med PowerPoints egen indbyggede skærmoptager.

Hvad nu hvis du kunne lave en præsentation, der opførte sig mere som en hjemmeside? En interaktiv præsentation, hvor eleverne kan gå på opdagelse og tilegne sig faglig viden ved at klikke rundt og finde tekst, lyd og video? Det har du tilmed muligheden for i PowerPoint.

Ved at opsætte PowerPoint med en navigationsmenu og links er det muligt at designe forløb, som eleverne selvstændigt kan tilegne sig viden i, frem for en kronologisk gennemgang af alle slides ved tavlen. Eleverne kan her udvælge de områder i PowerPointen, de har brug for at høre mere om, gå direkte til dem og springe det stof over, der ikke er relevant for dem.

 

Eksempel fra praksis

Her kan du se et eksempel på en interaktiv PowerPoint, der er målrettet grundfaget Teknologi. Materialet er lavet af pædagogisk konsulent Martin Havgaard Seehagen.

Sådan laver du interaktive PowerPoints – trin for trin

I videoen herunder giver Martin Seehagen dig en introduktion til interaktive PowerPoints. Han gennemgår desuden trin for trin, hvordan du kan lave dine egne interaktive slideshows. Du finder også guiden som tekst her, men i videoen dykker vi mere dybdegående ned i opsætning og undervisningsmuligheder.

OBS: Videoen indeholder udelukkende vejledning relateret til interaktivitet. Indsætte billeder og øvrige medier samt dele filen er forventelige forudsætninger forud for denne mere avancerede opsætning. Find grundlæggende vejledninger til PowerPoint her.

Interaktive designs giver dig også mulighed for at designe PowerPoints, hvor eleverne gennem refleksionsspørgsmål har mulighed for at blive ledt igennem forskellige overvejelser og deres konsekvens f.eks. i forhold til en case-opgave. Du finder mere om dette i videoen.

Fordele – set fra et lærerperspektiv

  • Mulighed for at skabe små mikroforløb, der kan opsummere og/eller bygge videre på en lærerstyret formidling.
  • Kan give mulighed for at differentiere og variere læringsaktiviteter ift. deltagerforudsætninger.
  • Understøtter anvendelse af både tekst, lyd og video i en samlet ”pakke”.
  • Kan frigøre tid til at støtte de elever, der har sværere ved at tilegne sig materialet.
  • Kan anvendes som repetitionsmetode, der ikke nødvendiggør lærerens formidling.
  • Kan anvendes som flipped learning, så undervisningstiden kan bruges til elevcentrerede aktiviteter.
  • Hjælper med at skabe og fastholde en struktur for elevernes videnstilegnelse, uden at den nødvendigvis skal styres og håndholdes af læreren.

 

Fordele – set fra et elevperspektiv

  • Frihed til at tilegne sig viden på en anden måde end lærerstyret gennemgang.
  • Mulighed for at repetere gennemgået stof i et andet tempo.
  • Forskellige muligheder for at tilegne sig viden på hvert slide.
  • En fornemmelse af valgfrihed og anderledes måde at tilegne sig det faglige stof.
  • Det er muligt at udvælge de områder i PowerPointen, man har brug for at høre mere om, gå direkte til dem og springe det over, der ikke er relevant/nødvendig.

 

GDPR-bemærkninger

PowerPoint er en del af Office-pakken. Hvis du har en skolelicens, er der styr på GDPR, da der er lavet en databehandleraftale mellem skole og udbyder.

 

Eventuelle udfordringer

At lægge indholdet i PowerPointen er som sådan ikke sværere end at forberede en PowerPoint til den traditionelle undervisning. Udfordringen i forhold til at gøre slideshowet til en interaktiv PowerPoint fremkommer mest, når der skal linkes til specifikke slides og gemmes i korrekt format. Med denne tekstguide husker du alle trinene.

LMS-muligheder

Når PowerPointen er gemt som ppsx-format (PowerPoint-slidshow) kan den både deles med eleverne via Office-pakkens funktioner for deling af indhold samt uploades direkte til skolens LMS, da eleverne – selv ved download af filen – kun får adgang til slideshow-delen, og ikke selve PowerPoint-præstationen.

Alt efter type af LMS og dertilhørende funktioner vil det også være muligt at foretage en indlejring af slideshowet, sådan at formidlingen fastholdes i skolens LMS. Her vil det dog, ind til videre, ikke være muligt at slå fremføring med klik fra, hvorfor eleverne vil kunne navigere i slideshowet med piletasterne, og derved måske ikke får den tiltænkte oplevelse ud af formidlingen (i eksemplet øverst på siden kan du se, hvordan slideshowet i så fald vil virke for eleverne).

 

Se også

 

Tak til pædagogisk konsulent Martin Havgaard Seehagen, der i samarbejde med CIU har udarbejdet ovenstående materiale.

Gå til katalogforsiden
Gå til CIU’s forside

Sidst opdateret 21. marts 2022