Sådan laver du læringsvideoer i PowerPoint
Lav læringsvideoer i PowerPoint
Normalt anvendes PowerPoint som præsentationsværktøj, når vi præsenterer for elever i den virkelige verden. Men optagefunktionen gør det også muligt at optage din præsentation og gemme som en videofil. På denne måde kan du dele dit oplæg med elever fx ved at uploade videoen til jeres læringsplatform. Elever har nu mulighed for at se dit oplæg på det tidspunkt, hvor det passer dem.
På samme måde har elever mulighed for selv at anvende funktionen fx i forbindelse med præsentation af opgaver og projekter. Fordelen kan være den samme som ved lærerens videooplæg: Alle kan se og høre et oplæg inden timen, så der ikke skal bruges tid på dette i klasselokalet.
Desuden er funktionen rigtig smart, hvis du senere skal lave ændringer i dit oplæg, men kun på enkelte slides. Det kan nemlig gøres nemlig og hurtigt. Dine lydoptagelser føjes til præsentationen pr. slide, så hvis du vil ændre på dele af din præsentation, behøver du kun at optage ny speak til den eller de slides, hvor du ønsker ny eller ekstra information. Du kan også omarrangere rækkefølgen af slides efter optagelsen uden at optage noget igen.
Tryk på play-knappen herunder for at se, hvordan du kommer i gang med at lave læringsvideoer i PowerPoint.
En stort tak til Andreas Kubsch fra SOSU Fyn, der har lavet denne videovejledning. Hvis du vil vide mere om optagefunktionen, kan du læse Microsofts vejledning ”Optag et slideshow med indtaling og tidsindstillinger for slides”.
OBS! For at optage skal du bruge fanebladet “Optag” i PowerPoint. Hvis du ikke har den fane synliggjort, kan du gøre følgende (gælder for PowerPoint 2016):
På fanen Fil på båndet skal du klikke på Indstillinger. I dialogboksen Indstillinger skal du klikke på Tilpas Båndet på fanen til venstre. I feltet til højre, der viser de tilgængelige båndfaner, skal du markere afkrydsningsfeltet Optagelse. Klik på OK.

Fra Microsofts vejledning