Bygge-anlægselever i klasseværelset

Når smartphones bliver brugt til et fællesskabende identitetsarbejde 

I dag bliver det på langt de fleste erhvervsskoler opfattet som en selvfølge, at elever er nødt til at have tablets eller computere til rådighed i undervisningen, mens smartphones i høj grad bliver set som forstyrrende elementer, hvor brugen bør minimeres mest muligt i klasselokalet.

Ifølge forskerne Asplund og Kontio er der dog flere årsager til, at eleverne anvender deres smartphones i skoletiden. I deres artikel “Becoming a construction worker in the connected classroom. Opposing school work with smartphones as happy objects” belyser de, hvordan bygge-anlægselever på et svensk erhvervsgymnasium bruger deres smartphones som værktøjer i et fællesskabsdannende identitetsarbejde, hvor de er i opposition til skolelogikken, men på vej ind i en identitet som bl.a. professionelle tømrere.

Man kan altså se det som, at der eksisterer flere logikker i klasserummet, hvor elevernes identitetslogik kommer til at stå i vejen for skolelogikken. Hvis man gerne vil ændre de forstyrrende sociale mekanismer, er det vigtigt, at man som lærer forstår, hvad der er på spil for eleven.

 

Smartphones, fællesskab og identitet

Artiklen bygger på materiale fra et bredere forskningsprojekt om elevers brug af smartphones i gymnasiet (i Sverige er erhvervsuddannelserne organiseret som en del af de gymnasiale uddannelser) og ser specifikt på bygge-anlægselever, herunder bl.a. tømrere, der næsten alle sammen er unge mænd i 17-18-årsalderen. Ved hjælp af videooptagelser af eleverne og skærmoptagelser fra deres smartphones har forskerne fulgt deres interaktioner med hinanden omkring telefonerne. Mange af disse aktiviteter foregik skjult bag bøger eller skoletasker.

Forfatterne tager udgangspunkt i tre eksempler på brugen af smartphones. I det første eksempel sidder en gruppe unge mænd og spiller FIFA på deres telefoner – i stedet for at læse den tekst, læreren har bedt dem om. I det næste eksempel får en af dem en besked fra en pige, hvorefter de andre elever kommer med sexistiske bemærkninger om hende og forslag til, hvad modtageren bør svare hende. I det sidste eksempel spiller en af dem musik på sin telefon, imens de arbejder sammen om en faglig opgave, hvilket resulterer i et skænderi, hvor en af de andre forlanger, at der bliver slukket for musikken.

Umiddelbart er brugen af telefonerne i alle tre eksempler irrelevante – ja, ligefrem forstyrrende – for undervisningen og den læring, der burde foregå i klasserummet. Men ved hjælp af to teoretiske begreber: Etienne Wengers ide om ’communities of practice’ på dansk praksisfællesskaber, og Sarah Ahmeds ide om ’happy objets’ på dansk lykkeobjekter, viser forfatterne, hvordan de unge mænds interaktion giver mening i en anden logik, nemlig som del af en fællesskabskonstruktion og i forhold til at skabe sig en professionel identitet indenfor det fag, de er ved at uddanne sig til.

Community of practice / praksisfællesskab: Begrebet er udviklet af Etienne Wenger og er kendetegnet ved tre dimensioner: Gensidigt engagement, fælles virksomhed (vi laver noget sammen) og fælles repertoire (måder at tænke, handle og tale på). Et praksisfællesskab kan opstå på en arbejdsplads, i en familie, i en forening, osv.

Happy objects / lykkeobjekter: Begrebet er udviklet af Sarah Ahmed, og handler om, hvordan følelser og fysiske objekter hænger sammen både for grupper og for enkeltpersoner. En gruppe, der oplever glæde og fornøjelse ved en genstand/et objekt vil gruppere sig omkring objektet og på den måde forstærke både fornøjelsen ved genstanden og samhørighedsfølelsen i gruppen.

De tre eksempler peger nemlig på en række karakteristiske træk indenfor den professionelle identitet, fastslår forskerne:

  • For det første at være i modsætningsforhold til skolen. Så alene det, at de i det skjulte foretager sig noget andet, end det læreren forventer af dem, giver mening for eleverne, og er med til at skabe et praksisfællesskab.
  • For det andet at være en del af en gruppe med stærk solidaritet og fællesskabsfølelse. Spillet og diskussionen omkring musik er en del af en forhandling om, ’hvem vi er’, hvordan spiller vi bestemte spil på den ’rigtige’ måde. Her er telefonen med til at forstærke fællesskabsfølelsen (og bliver det, forskerne kalder et ’happy object’) – hvis den vel at mærke bliver brugt ’rigtigt’.
  • Endelig er måden, der bliver snakket om det andet køn på, med til at forstærke et karakteristisk træk i nogle erhvervsuddannelser, hvor bestemte maskulinitetsnormer italesætter kvinder som underordnede sexobjekter, og hvor det giver status at kunne være hurtig og humoristisk i replikken.

Ved på denne måde at lave en mikroanalyse af de sociale dynamikker, der foregår imellem bygge-anlægseleverne, viser forfatterne, at meget af den identitetsopbygning, der foregår på arbejdspladsen begynder allerede i klasserummet undervejs i uddannelsen.

Elevernes smartphones er altså på den ene side forstyrrende for undervisningen og på den anden side en ressource i elevernes fællesskabsopbygning. Forfatternes afsluttende konklusion er, at ved at nærstudere mekanismerne og de sociale interaktioner i elevgruppen, kan vi måske også få en bedre forståelse for, hvordan vi kan bryde visse stereotype normer og mønstre hos eleverne.


Om forskningsrapporten

Stig-Börje Asplund & Janne Kontio (Karlstad University, Sweden): “Becoming a construction worker in the connected classroom. Opposing school work with smartphones as happy objects” i Nordic Journal of Vocational Education and Training, 2020

Læs den fulde rapport her. Artiklen bygger på uddrag af et større video-etnografisk studie, der har til formål at undersøge brug af smartphones i svensk klasseundervisning på gymnasieniveau.

Skrevet af CIU den 12. maj 2020

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *