Her finder du pressemeddelelse udsendt af Professionshøjskolen Absalon i forbindelse med offentliggørelse af et nye forskningsprojekt.

Nyt forskningsprojekt: Generativ AI stiller nye krav til elever og faglærere i STEM-fag på EUD

Generativ AI har det seneste år har været dagsordensættende – også i uddannelsessystemet. Nyt landsdækkende forsknings- og udviklingsprojekt med Professionshøjskolen Absalon i spidsen skal hjælpe erhvervsskolerne med at blive klogere på, hvordan AI kan indgå meningsfuldt i STEM-undervisningen på tekniske erhvervsuddannelser.

Med udbredelse af generativ AI skabes der både nye faglige og pædagogiske-didaktiske muligheder og udfordringer på erhvervsuddannelserne, som hverken lærere eller elever nødvendigvis er klædt på til at forstå og håndtere. Sådan lyder det fra Marianne Riis, docent på Professionshøjskolen Absalon og projektleder på projektet ’Generativ AI i STEM-undervisningen på EUD’, der netop har modtaget knap 5,4 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden:

”Samtidig oplever vi, at generativ AI fylder mere og mere i de erhverv, hvor netop forskellige STEM-fagligheder typisk bringes i spil. Derfor er vi naturligvis også meget glade for at vi med denne flotte bevilling fra Novo Nordisk Fonden, kan udvikle ny viden og nye praksisser inden for området ”, siger Marianne Riis.

Fokus på STEM-fag- og erhvervsdidaktik

Målet med projektet ’Generativ AI i STEM-undervisningen på EUD’ er at udvikle STEM-fagligt og erhvervsrettet didaktisk materiale, modeller og metoder, der kan understøtte faglærernes forståelse og anvendelse af generativ AI i STEM-undervisningen på tekniske uddannelser. Herudover er ambitionen at skabe netværk mellem de 60 deltagende lærere og 15 ledere fra de involverede erhvervsskoler:

”Der er et kæmpe uforløst potentiale i at inddrage AI i undervisningen, derfor er vi i CIU glade for at Novo Nordisk Fonden har bevilliget midler til en fokuseret indsats, hvor CIU igennem en række Learning Factory forløb, skal facilitere processer, der sætter lærere på erhvervsskoler i stand til netop at arbejde med den nye teknologi i undervisningen. Samtidig sikres en solid vidensopsamling af følgeforskere fra Professionshøjskolerne Absalon og VIA,” siger Axel Hoppe, videnscenterchef i CIU.

Erhvervsskoleelever skal kunne arbejde med generativ AI i skolen

Professionshøjskolen Absalon står i spidsen for projektet sammen med Center for it i undervisningen på erhvervsuddannelserne (CIU) og Professionshøjskolen VIA. I projektet deltager også fem erhvervsskoler – Tradium, Himmerlands erhvervs- og gymnasieuddannelser, Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, Syddansk Erhvervsskole, og NEXT. Udover de otte parter vil projektet også modtage sparring fra en følgegruppe bestående af repræsentanter fra Uddannelsesforbundet, DEG, EVU, Industriens Uddannelser, Byggeriets Uddannelser og Videnscenter for Digital Teknologiforståelse.

Forskningsleder, Lillian Buus fra VIA ser frem til samarbejdet, der understøtter VIAs arbejde med udvikling af digital teknologiforståelse i uddannelsessystemet:

”Vi ser, at der kommer mere og mere fokus på AI i mange uddannelsesmæssige sammenhænge, og det kan noget. Der er dog en opgave i at finde ud af hvad og ikke mindst hvordan vi kan bruge det i konkret uddannelseskontekster. Ligesom det er rigtig vigtigt at få klædt lærerne ordentlig på til at kunne inddrage og anvende AI i deres undervisning på en kritisk og konstruktiv måde,” siger Lillian Buus, forskningsleder på VIA.

På NEG er man heller ikke bange for at gribe ny teknologi, forandre og skabe nye samarbejdskonstellationer, understreger vicedirektør, Malene Grandjean. Med afsæt i en organisatorisk og professionel nysgerrighed har man allerede i sommeren og efteråret 2023 gennemført en obligatorisk AI-kursusrække for alle ansatte med fokus på at opnå en basal AI-viden og kompetencer:

”På denne baggrund passede projektet Generativ AI i STEM-undervisningen på EUD fantastisk ind i en allerede igangsat udvikling på området. Vi glæder os over at være en del af projektet, og ser frem til den pædagogiske, didaktiske udvikling, som vi er overbeviste om, at projektet fører med sig,” siger Malene Grandjean, vicedirektør i NEG.

Projektet ’Generativ AI i STEM-undervisning på EUD’ støttes med knap 5,4 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden og løber i perioden fra 01.01.24-30.06.26.