Bogmærke

AI som sparringspartner til målrettede tekster

Fag: Samfundsfag (og/eller dansk)

Udfordringen
En virksomhedsanalyse består af mange elementer. Eleverne skal både forstå, hvem virksomhedens kunder er, hvad der kendetegner målgruppen, og hvilke sproglige virkemidler der skal til for at skrive produktbeskrivelser, der rammer den.

Løsningen
Lad eleverne bruge AI til at lave et første udkast til en målrettet tekst. Herefter skal de selv vurdere, hvad der fungerer, hvad der bør ændres, og hvorfor. På den måde træner eleverne deres kritiske tænkning, mens AI fungerer som sparringspartner og første udkast – ikke som den færdige løsning.

Sådan gør du

  1. Vælg og undersøg en virksomhed: Vælg en virksomhed, som eleverne vil finde relevant. Undersøg, hvad den sælger, hvem kunderne er, og hvilke målgrupper den henvender sig til.
  2. Analysér virksomhedens sprog: Gennemgå relevante sproglige virkemidler, og lad eleverne finde og analysere produktbeskrivelser fra virksomhedens hjemmeside.
  3. Vælg produkt og målgruppe: Eleverne vælger et produkt og beslutter, hvilken målgruppe deres egen produktbeskrivelse skal henvende sig til.
  4. Skriv en prompt og få et AI-udkast: Eleverne beskriver målgruppe, tone, stil, produktets vigtigste egenskaber og eventuelle krav, fx bæredygtighed, og lader AI skrive et første udkast.
  5. Vurdér og redigér teksten: Eleverne undersøger, om sprog, tone og indhold passer til målgruppen, og forbedrer derefter teksten.
  6. Reflektér over AI-brugen: Afslut med en kort refleksion over, hvad AI gjorde godt, hvad der skulle ændres, og hvilke faglige valg eleverne selv måtte træffe.

Udviklet af: Mercantec
Del af projektet: AI – Didaktik, sprog og kompetencer til fremtiden. Find flere AI-idéer her.