Podcast til detailelever

Podcasten: Kunder i butikken

Christina Mose Kirk Osted og Klaus Dalgaard Nielsen fra Tietgen Business besøger tidligere og nuværende elever i Elgiganten og JYSK samt andre med indsigt i og erfaringer med at arbejde i en butik og hører om, hvorfor det både er fascinerende og udfordrende, hvad man skal kunne, og hvordan du som elev kan realisere dine drømme om en fremtid indenfor detail.

Podcasten består af fire episoder, der hver fokuserer på et særligt aspekt af arbejdet i detailbranchen. Podcasten spiller sammen med indhold i grundbogen: Uddannelsesspecifikke fag af Mathias Wodarka m.fl., Systime, 2020.

 

Episode 1: Fra drøm til virkelighed

I denne episode skal du høre om Line Lindenstrøm, Store Manager i JYSK i Odense, og hvordan hun har gjort sin drøm om at blive Store Manager til virkelighed. Line nævner i podcasten, at ”det med bøger” ikke lige var hende, da hun skulle vælge uddannelse. Men hvordan er hun så blevet Store Manager, og hvilke kompetencer har hun skullet bruge for at nå dertil? 

Lyt med og find ud af det. Bliv også klogere på, hvilke kompetencer du selv kan bruge for at gøre din drøm til virkelighed. Du kan høre episoden på din pc eller mobil her.

Indholdet i episoden relaterer sig til modul 3 – trin 15: Jobsøgning i iBogen. 

Episode 2: Den besværlige kunde

I denne episode hører du om Mathias Schack Schmidts hverdag som andetårselev i Elgiganten i Odense. Her skal du høre om, hvordan han håndterer forskellige kunder, men også om hvorfor Mathias brænder for sit arbejde. Du skal desuden møde handelslærer og tidligere varehuschef i Elgiganten Jesper Østerbye og høre hans oplevelser i detailbranchen. 

Lyt med og bliv blandt andet klogere på: Kundekontakt, kundetyper, konflikthåndtering og salgstrappen. Du kan høre episoden på din pc eller mobil her.

Indholdet i episoden relaterer sig til modul 4 – trin 16: Det personlige salgsarbejde i iBogen. 

Episode 3: Vend ryggen til kunden

I denne episode kan du høre om, hvordan en detailbutik arbejder med GDPR. I interviewet fortæller Mathias, som du mødte i episode 2, hvordan han bruger kundedatabasen i Elgiganten – og hvorfor han vender ryggen til, når kunden skal indtaste visse oplysninger. Du skal også lytte til jurist Vicky Bender Lorenzen, der fortæller om de regler og love, der gælder for sikker håndtering af oplysninger samt registrering af kunder. 

Lyt til episoden og bliv klogere på: Persondataforordningen/GDPR, og hvordan du som medarbejder skal forholde dig til dette i dit daglige arbejde i butikken. Du kan høre episoden på din pc eller mobil her.

Indholdet i episoden relaterer sig til modul 2 – trin 10: IT-politik og -sikkerhed i iBogen. 

Episode 4: Kunsten at fange fremtiden

I denne episode fortæller Line om sin tro på fremtiden – også for den fysiske butik. Line mødte du i episode 1, hvor hun fortalte om sin drøm og vejen til at blive Store Manager i JYSK. Lyt til episode 4 og få mere viden om onlinesalg og webshops, samt hvad Line gør som Store Manager for at tilpasse den fysiske butik til fremtiden.

Lyt med og bliv klogere på: E-handel, webshop, omnichannel og forbrugerlovgivning. Du kan høre episoden på din pc eller mobil her.

Indholdet i episoden relaterer sig til modul 5 – trin 23: Afsætning via elektroniske medier i iBogen. 

Podcasten er udviklet som led i CIU’s projekt “Den didaktiske podcast“. I projektet udvikles der podcast til alle fire hovedområder på EUD i samarbejde med lærere og elever fra erhvervsskoler og flere forlag, herunder Systime.

Podcasten er i gang med at blive testet i projektet, hvor elever giver feedback på, hvordan det er at lære via podcast. Hvis du er med som testelev, skal du i slutningen af undervisningsforløbet huske at svare på spørgeskemaet, som din lærer udleverer.

Med støtte fra Region Syddanmarks Uddannelsespulje