Inspirationsbank
Lær om USA med AI
Fag: Engelsk
Udfordringen
Når elever arbejder med amerikansk historie, møder de ofte komplekse og teksttunge kilder, som kan være svære at forstå og bearbejde. Her kan AI fungere som et støtteredskab, der hjælper eleverne med at skabe overblik, forstå centrale begreber og arbejde videre med indholdet. Udfordringen er samtidig at lære eleverne at bruge AI som et fagligt værktøj, der understøtter deres egen forståelse og refleksion – frem for som en genvej til færdige svar.
Løsningen
AI blev integreret i små, målrettede øvelser gennem hele forløbet. Chatbots fungerede blandt andet som sokratisk samtalepartner, debatmodstander og “uvidende elev”, som eleverne selv skulle forklare stoffet til.
På den måde blev eleverne tvunget til selv at formulere, forklare og argumentere frem for blot at kopiere et svar. Med disse små øvelser fik eleverne også øvet at bruge AI på forskellige måder, som kan inspirere dem i andre forløb.
Sådan gør du
Lav CustomGPT’er hvor AI har forskellige roller:
- en sokratisk chatbot til svære tekster
- en “uvidende” chatbot, som eleverne skal undervise
- AI som djævlens advokat i debat og argumentation
- en analysecoach, der giver feedback før aflevering
Sæt tydelige rammer for kildekritik, dokumentation og brug af AI, og giv gerne eleverne mulighed for at vælge AI fra.
Hvordan gik det?
Eleverne tog godt imod øvelserne og blev bedre til at forklare begreber, argumentere mundtligt og bearbejde deres tekster ud fra feedback. Det krævede dog tydelig rammesætning og tid til at lære værktøjerne at kende.
Udviklet af: Learnmark Horsens
Del af projektet: AI – Didaktik, sprog og kompetencer til fremtiden. Find flere AI-idéer her.
