Inspirationsbank
Gør svære fagtekster tilgængelige med AI
Fag/retning: Informatik B
Udfordringen
I faget skal eleverne arbejde med supplerende fagtekster ud over det almindelige pensum. De tekster kan være fagligt komplekse og svære at læse og forstå på egen hånd. Udfordringen var derfor at give eleverne adgang til den faglige viden og samtidig bevare muligheden for at arbejde med nuancer og centrale begreber.
Løsningen
Underviseren udviklede en specialiseret chatbot til et forløb om klassiske og agile systemudviklingsmodeller. Chatbotten blev forsynet med supplerende fagligt materiale, som eleverne kunne stille spørgsmål til.
I stedet for kun at skulle læse og afkode det komplekse materiale på egen hånd kunne eleverne bruge chatbotten til at få begreber forklaret, få centrale pointer uddybet og stille opfølgende spørgsmål på et niveau, der passede til deres forståelse. Underviseren havde desuden forberedt en række hjælpespørgsmål, der gav eleverne en indgang til stoffet.
Det særlige ved AI-brugen er, at fagligt svært materiale ikke behøver at blive valgt fra. Chatbotten fungerer som et mellemled, der gør det muligt for eleverne at arbejde med viden og nuancer i materiale, de ellers kunne have svært ved at tilgå.
Sådan gik det
Ifølge underviseren gav forløbet eleverne et vidensløft, som ikke tidligere ville have været muligt.
Sådan gør du
Saml fagtekster og kilder, som du har rettigheder til at anvende, i det AI-system, I bruger på skolen. Lad eleverne bruge AI’en til at stille spørgsmål til materialet, få svære begreber forklaret og gå mere i dybden med indholdet. Forbered eventuelt nogle startspørgsmål, der hjælper eleverne ind i stoffet (se bilag).
Hjælpespørgsmål
- Beskriv, hvad en systemudviklingsmodel er.
- Beskriv vandfaldsmodellens faser, og forklar formålet med hver fase.
- Beskriv agile og iterative systemudviklingsmodeller.
- Forklar den overordnede forskel mellem klassiske og agile systemudviklingsmodeller.
- Lav et resumé af de vigtigste faglige pointer i materialet.
- Hvilke centrale forskelle og ligheder mellem systemudviklingsmodellerne fremhæves?
- Hvilke fordele og ulemper er der ved de forskellige systemudviklingsmodeller?
- Hvilke konklusioner kan du udlede på tværs af materialet?
- Diskutér, hvorfor vandfaldsmodellen stadig bruges, selvom agile metoder ofte fremhæves som bedre.
- Forklar, hvad man mener med en hybrid systemudviklingsmodel.
- Sammenfat forskellen mellem klassiske og agile systemudviklingsmodeller i en tabel med fx krav, brugerinddragelse og risiko. Tilpas forklaringerne til et niveau, der svarer til en mundtlig eksamen i Informatik B.
Udviklet af: hso@eucnordvest.dk (skrevet i september 2026).
Del af projektet: AI på ungdomsuddannelserne. Find flere AI-idéer her.
