Inspirationsbank
AI som støtte gennem hele skriveprocessen
Fag: Engelsk
Udfordringen
Nogle elever har svært ved at komme i gang med skriftlige opgaver, fordi de er usikre på genre, struktur og krav. Andre går i stå undervejs eller har svært ved at se, hvad de konkret skal forbedre bagefter. Samtidig er der en risiko for, at AI bliver brugt til at skrive opgaven i stedet for at støtte elevens egen læring.
Løsningen
Brug AI som støtte i flere faser af skriveprocessen. Før og under skrivningen kan en faglig chatbot hjælpe eleven med at forstå opgaven, genren og de sproglige krav uden at skrive teksten for dem. Efter afleveringen kan AI bruges til feedback på fx struktur og grammatik og til at lave målrettede øvelser med udgangspunkt i elevens egne udfordringer. På den måde bliver AI en faglig sparringspartner før, under og efter elevens egen skrivning.
Sådan gør du
- Saml det faglige materiale og byg en faglig chatbot: Find beskrivelser af genrer, opgavetyper, struktur, sproglige krav og andre relevante faglige modeller, som chatbotten skal kunne vejlede ud fra. Giv chatbotten adgang til materialet, og instruér den i at forklare, stille spørgsmål og hjælpe eleven videre uden at skrive opgaven for dem (husk at overholde regler om ophavsret).
- Brug chatbotten under skrivningen: Lad eleverne spørge om fx genreforståelse, struktur, formuleringer eller sproglige krav, når de går i stå.
- Lad eleverne skrive og aflevere selv: AI må støtte processen, men den færdige tekst skal være elevens eget arbejde.
- Brug AI til feedback: Efter afleveringen kan eleverne få AI-feedback på fx struktur og grammatik og sammenholde den med lærerens feedback.
- Lav målrettet træning: Brug AI til at generere individuelle øvelser inden for de områder, eleven har brug for at forbedre.
- Følg op på progressionen: Lad eleverne reflektere over, hvad de har udviklet, og hvilke fokuspunkter de skal tage med videre til næste skriftlige opgave.
Udviklet af: Herningsholm
Del af projektet: AI – Didaktik, sprog og kompetencer til fremtiden. Find flere AI-idéer her.
