Bogmærke

AI som guide til spiludvikling

Fag: Alle fag/tværfagligt

Udfordringen
Det kan være svært for elever at omsætte deres faglige viden til et nyt og kreativt produkt. Hvordan gør man fx et fagligt emne til et spil, der både fungerer, engagerer og samtidig formidler det, eleverne har lært?

Løsningen
Lad eleverne bruge AI som kreativ sparringspartner til at omsætte deres viden til et fysisk brætspil. AI’en kan hjælpe med idéudvikling, fortælling, spilmekanik, regler og struktur, mens eleverne selv træffer de faglige og kreative valg. På den måde bliver AI et redskab til at arbejde aktivt med stoffet i en ny form frem for blot at gengive det. Det stemmer også med forløbets læringsidé om at anvende og gentænke faglig viden i en ny kontekst.

Sådan gør du

  1. Vælg et fagligt emne: Eleverne tager udgangspunkt i et emne eller forløb, de allerede har arbejdet med.
  2. Find spilidéen med AI: Brug AI til at undersøge, hvilken type spil der kunne passe til emnet, målgruppen og den viden, der skal formidles.
  3. Udvikl spillets univers: Eleverne arbejder med fortælling, roller, mål og spilmekanikker i dialog med AI.
  4. Omsæt viden til spil: Eleverne beslutter, hvordan det faglige indhold konkret skal indgå i fx spørgsmål, handlinger, valg, regler eller udfordringer.
  5. Byg spillet: AI’en hjælper med at samle idéerne til regler og en oversigt over de elementer, der skal produceres.
  6. Test og forbedr: Eleverne spiller spillet, vurderer om både spil og fagligt indhold fungerer og justerer det efter behov.

Udviklet af: Aarhus Tech
Del af projektet: AI – Didaktik, sprog og kompetencer til fremtiden. Find flere AI-idéer her.