Bogmærke

Træn grammatik med AI

Fag: Spansk (kan bruges i alle sproglige fag)

Udfordringen
I spanskundervisningen kan det være svært at give eleverne nok mulighed for at kommunikere frit og uformelt på spansk. Især i starten kan deres sproglige niveau gøre det vanskeligt at føre længere samtaler med hinanden.

Løsningen
AI kan fungere som en uformel chatpartner eller “ung spanier”, som eleverne kan skrive med i deres eget tempo. Her får de mulighed for at afprøve sproget, lave fejl og prøve igen uden at skulle præstere foran resten af klassen. Samtidig kan eleverne træne både deres skriftlige spansk og deres evne til at formulere gode prompts.

Sådan gør du
Start med at lade eleverne drøfte fordele og ulemper ved at bruge AI som samtalepartner.

Giv derefter eleverne en prompt og et relevant ordforråd, som de skal bruge i samtalen. Eleverne chatter individuelt eller i par med chatbot, der spiller rollen som en ung spansktalende person. Undervejs kan de udveksle erfaringer med sidemakkeren og spørge læreren til råds.

Afslut med, at eleverne deler deres chat og reflekterer over, hvordan AI fungerede som samtalepartner: Hvad hjalp dem sprogligt, hvad var svært, og hvad skal man være opmærksom på, når man bruger AI til sprogtræning?

Det synes eleverne
Eleverne oplevede det som positivt at kunne skrive mere frit på spansk og samtidig have et fast ordforråd at støtte sig til. Det gav en tryg ramme for at eksperimentere med sproget. En praktisk udfordring var dog, at nogle elever ramte deres daglige brugsgrænse i ChatGPT og derfor måtte fortsætte arbejdet sammen med en makker.

Før-refleksionsspørgsmål til eleverne: fordele/ulemper ved at bruge AI

I skal i par reflektere over nedenstående spørgsmål:

  1. Hvilke fordele er der ved at bruge AI ifm. skolearbejde?
  2. Hvilke ulemper er der ved at bruge AI ifm. skolearbejde?
  3. Hvilke fordele forestiller I jer, at der er ved at bruge AI som uformel
    chatpartner?
  4. Hvilke ulemper forestiller I jer, at der er ved at bruge AI som uformel
    chatpartner?
Inspiration til prompt

Du skal være en ung spansk xx, der bor i xx, går i gymnasiet, og som
er interesseret i xx. Du skal indgå i en uformel chat med mig og hovedsageligt spørge
på spansk, men må gerne hjælpe lidt undervejs. Dine sætninger skal være kortfattede og
på begynder-niveau, A1 på xx. Vores chat skal tage udgangspunkt i dette
ordforråd:

1. Yo
Preguntas:

  • ¿Cómo te llamas?
  • ¿Cuántos años tienes?
  • ¿Qué te gusta hacer en tu tiempo libre?
  • ¿Cuál es tu comida favorita?

Vocabulario:

  • Me llamo..
  • Tengo… años.
  • Me gusta…
  • Mi comida favorita es…

2. Mi familia
Preguntas:

  • ¿Cuántas personas hay en tu familia?
  • ¿Tienes hermanos o hermanas?
  • ¿Cómo se llaman tus padres?
  • ¿Qué actividades haces con tu familia?

Vocabulario:

  • En mi familia hay…
  • Tengo… hermanos/hermanas.
  • Mis padres se llaman…
  • Con mi familia, yo…

3. Mis amigos
Preguntas:

  • ¿Cómo se llama tu mejor amigo/a?
  • ¿Qué haces con tus amigos?
  • ¿Dónde te encuentras con tus amigos?
  • ¿Qué te gusta de tus amigos?

Vocabulario:

  • Mi mejor amigo/a se llama…
  • Con mis amigos, yo…
  • Nos encontramos en…
  • Me gusta que mis amigos..
Efter-refleksionsspørgsmål til eleverne: fordele/ulemper ved at bruge AI

I skal i par reflektere over nedenstående spørgsmål:

  1. Hvordan fungerede opgaven og den skitserede fremgangsmåde overordnet?
  2. Kunne I forstå de svar, I fik fra AI?
  3. Kunne AI forstå jeres chatbeskeder?
  4. Hvilke udfordringer eller problemer stødte I på?
  5. Hvilke fordele var der ved at skrive med AI frem for med en
    klassekammerat?
  6. Skriv mindst tre ting, som I synes, I har lært sprogligt.

Udviklet af: Skive College
Del af projektet: AI – Didaktik, sprog og kompetencer til fremtiden. Find flere AI-idéer her.