WORKSHOP
Skab rum for AI-læring!
// Lonnie Louisa Dyrberg Warren, konsulent, CIU
Som underviser har du helt sikkert oplevet elever, der ukritisk accepterer AI’s svar. Det er problematisk, fordi AI ind imellem både leverer upræcise, biased og helt forkerte svar – og fordi det svækker elevernes faglige dømmekraft, når AI taler dem efter munden. Målet er at inddrage AI i undervisningen på måder, der støtter elevernes kritiske sans og skærper deres faglige dømmekraft. I denne workshop får du opskriften på det!
Et kort oplæg handler om, hvorfor AI gætter og hallucinerer. Vi kobler neurovidenskab til AI-forbruget og forklarer, hvorfor vi skal træne vores Salience Network for ikke at lade hjernen “stikke af” på autopilot. Endelig ser vi på, hvordan AI bliver en udfordrende sparringspartner i elevernes læring – frem for en facitliste eller nikkedukke.
Herefter kigger vi ind i et promptbibliotek og arbejder hands-on med, hvordan træningsbots kan designes til at udfordre elevernes faglige viden i stedet for at bekræfte den. Medbring pc.