Bæredygtighed på arbejdspladsen
Målgruppe
Hovedforløb
Fagområde
Omsorg, Sundhed og Pædagogik
Varighed
20 timer 00 minutter
Uddannelse
Social- og sundhedsassistentuddannelsen
Dette materiale støtter dig som underviser i at gennemføre et forløb, hvor eleverne arbejder med bæredygtighed i mødet med en socialt udsat borger. Forløbet tager udgangspunkt i casen om Bent og kobler social- og sundhedsfaglig analyse med refleksion over social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.
Beskrivelse
Forløbet fungerer bedst, når eleverne møder casen tidligt og hurtigt kommer i gang med at undersøge, analysere og tage stilling. Start derfor med praksis før teori, så dokumentar og case skaber behov for de faglige begreber. Bæredygtighed skal ikke kun forstås som klima, men også som trivsel, deltagelse, ressourcer, ulighed og hverdagsliv i en SSA-kontekst.
Inden undervisningen skal du sikre, at de praktiske rammer er på plads, så eleverne hurtigt kan komme i gang med arbejdet.
- Sørg for adgang til de relevante ThingLink-forløb.
- Lån dokumentar: “Hvad gør vi med Flaske-Bent?”, på mitcfu.dk (evt. opret et link til dokumentaren).
- Forbered en kort introduktion til, hvorfor bæredygtighed er relevant i mødet med borgeren, og overvej hvilke faglige begreber og modeller eleverne særligt skal støttes i undervejs. Det kan for eksempel være ICF, rehabilitering og sundhedsfremme.
- Beslut også, om eleverne skal arbejde med lokale praksiseksempler, interview eller studiebesøg som supplement til casen.
- Aftal på forhånd, hvordan grupperne skal arbejde, og hvordan deres digitale produkt skal deles, og hvordan de skal præsentere deres arbejde til sidst.
Læringsmål
- Eleven kan selvstændigt igangsætte forebyggende, sundhedsfremmende og rehabiliterende tiltag til borgere og patienter ud fra de hyppigst forekommende fysiske og psykiske sygdomme og funktionsnedsættelser.
- Eleven kan etablere, udvikle og afslutte en professionel relation og skabe et involverende samarbejde med borgere, patienter og pårørende, samt vejlede og motivere gennem målrettet kommunikation.
- Eleven kan selvstændigt dokumentere den udførte sygepleje i digitale dokumentationssystemer og videregive faglige informationer skriftligt og mundtligt til tværprofessionelle samarbejdspartnere i overensstemmelse med regler om videregivelse af oplysninger, tavshedspligt og GDPR.