Bæredygtighedsdag 2026
Vi glæder os til at samle elever og undervisere til SOSU-skolernes Bæredygtighedsdag 2026, hvor vi stiller skarpt på bæredygtighed og velfærdsteknologi i praksis.
Videnscenter for Velfærdsteknologi inviterer endnu en gang til den årlige bæredygtighedsdag for landets social- og sundhedsskoler.
Er du klar til en dag, der udfordrer dit blik på bæredygtighed?
Når SOSU-skolerne samles til Bæredygtighedsdagen, bliver det en dag med energi, inspiration, refleksion og nye perspektiver. For bæredygtighed handler ikke kun om klima, affaldssortering og at huske at slukke lyset. Det handler også om mennesker, trivsel, fællesskaber – og om de valg og handlinger, vi hver især er med til at skabe.
Mads Marius styrer dagen
Vi har inviteret Mads Marius til at være vært og guide os gennem dagen. Og der er god grund til at glæde sig!
Mads Marius er kendt for sin energiske formidling, storytelling og humor, og for at inddrage sit publikum frem for blot at tale til dem.
Så forvent ikke en dag, hvor du bare skal læne dig tilbage og lytte. Mads Marius sørger for energi, grin og fællesskab undervejs.
Mød Simon Elsborg Nygaard – når bæredygtighed også handler om mennesker
Dagen byder desuden på oplæg med Simon Elsborg Nygaard, der arbejder med psykologi, trivsel og bæredygtighed.
Simon har forsket i sammenhængen mellem bæredygtig levevis og menneskelig trivsel og har gennem en årrække arbejdet med spørgsmål om, hvordan vi kan skabe motivation og engagement omkring bæredygtighed.
Han udfordrer os til at se bæredygtighed fra flere sider: Kan vi både passe bedre på kloden og skabe gode liv for mennesker? Hvorfor er det nogle gange så svært at omsætte gode intentioner til handling? Og hvad kan få os til faktisk at ændre adfærd?
Det bliver ikke bare en dag om, hvad bæredygtighed er.
Det bliver en dag om, hvad du, jeg og vi kan gøre.
Du kan læse mere om sidste års bæredygtighedsdag her
Program for dagen
- Kl. 08.30 – 08.45 Klar til fælles opstart
- Kl. 08.45 – 09.30 Fælles opstart – alle SOSU-Skoler
- KL. 09.30 – 12.40 Bærdygtighedslab egen klasse
- KL. 12.40 – 13.30 Pitch og udvælgelse af løsning
- Kl. 13.30 – 14.00 Fælles afslutning
Tidspunkter er vejledende.