Bogmærke

Den 4. september 2024 dannede SOSU Østjylland rammen om årets Kulturfestival, der bød på en mangfoldig fejring af kultur, fællesskab og forståelse. Festivalen samlede deltagere fra nær og fjern til en dag fyldt med inspirerende aktiviteter, foredrag og workshops.

Gæsterne kunne blandt andet opleve afrikansk dans, folkemusik og “Rapolitics”, mens flere spændende workshops gav indblik i emner som multikulturelle børnebøger, verdensmad og digital kultur. Festivalen satte også fokus på vigtige samfundsspørgsmål som strukturel racisme og kulturforståelse gennem engagerende oplæg og debatter.

Blandt de mange højdepunkter var indslag som hospitalspastorens refleksioner, Mizz Privilege’s performance og bålworkshops, der trak store grupper af interesserede deltagere. Festivalens uformelle atmosfære gav plads til både fordybelse og netværk på tværs af baggrunde.

Kulturfestivalen på SOSU Østjylland formåede at samle forskellige kulturelle udtryk i en ånd af åbenhed og nysgerrighed, og festivalen blev en stor succes, hvor deltagerne gik derfra med nye indsigter og oplevelser.

Videnscenter for velfærdsteknologi deltog ligeledes på Kulturfestivalen gennem AI-konsulenten Steffen Thrane Elgaard, der holdte oplæg omhandlende AI og digital kultur. Steffens oplæg gennemgik en række temaer relateret til kunstig intelligens (AI) samt kulturel bias og gav indblik i, hvad AI er, hvordan sprogmodeller fungerer, og hvad generativ AI er. Desuden blev der diskuteret, hvordan bias kan påvirke AI-modeller, især når de trænes på data, der afspejler kulturelle forudindtagelser.

Et vigtigt fokus var også på prompts, altså de spørgsmål eller instruktioner, man giver en AI for at generere et svar, og hvordan man kan skabe gode prompts til at få mere relevante og nyttige resultater, hvilket mindsker antallet af prompts i “dialog” med en kunstig intelligens. Et mindre antal prompts dets bedre er det for miljøet. Endvidere blev det forklaret, hvordan sociomorphing og antropomorfisering kan skabe misforståelser om AI’s kapaciteter, når man tillægger AI menneskelige eller sociale egenskaber.

Derudover opfordrede oplægget til refleksion over, hvilken indflydelse generativ AI kan have på samfundet, og der blev lagt vægt på etiske overvejelser samt vigtigheden af kildekritik og korrekt brug af AI, især i sundhedssektoren.

Steffen Thrane Elgaard

Har du spørgsmål?

Steffen Thrane Elgaard
AI-konsulent