Videnscenter for Velfærdsteknologi: Fremskridt i AI-udvikling og implementering
Videnscenter for Velfærdsteknologi præsenterede deres fremskridt i forbindelse med AI-udvikling og implementering på SOSU H for SEVU. Initiativerne er alt lige fra en AI-ordbog til en case-generator til undervisere samt workshops omhandlende AI. Initiativerne skal forberede elever og undervisere på brugen af AI i deres daglige virke.
Videnscenter for Velfærdsteknologi gør fremskridt inden for integration af kunstig intelligens (AI) i læringsmiljøer på SOSU-skolerne. Under en præsentation for SEVU på SOSU H delte Steffen Thrane Elgaard, AI-konsulent i Videnscenter for Velfærdsteknologi, vores nuværende status og fremtidige planer for AI-udvikling og implementering på SOSU-skolerne og medarbejderopkvalificering. Her er et indblik i nogle af de projekter, vi arbejder med:
AI-ordbog og tutorials
Vi er i gang med at udvikle en AI-ordbog, som indeholder terminologi relateret til AI, der kan være nyttig for ledere, koordinatorer, undervisere så vel som elever. Samtidig arbejder vi på at skabe tutorials for AI-funktionaliteterne i Microsoft 365, herunder specifikke anvendelser som transskribering og opsummering af møder i Teams. Projekterne sigter mod at gøre det lettere for både administrationer, undervisere og elever at integrere AI i deres daglige virke.
Case-generator og velfærdsteknologiske manualer
Et andet vigtigt projekt er udviklingen af en case-generator, der kan hjælpe undervisere med at optimere deres forberedelsestid. Ved at træne sprogmodeller på validerede cases kan undervisere hurtigt generere relevante cases til brug i undervisningen. Vi arbejder også på at samle velfærdsteknologiske manualer for at skabe en AI-model, der hurtigt kan give brugere overskuelig information om forskellige teknologier, som de måske sjældent står overfor.
Workshops og eksterne samarbejder
Vores team arbejder desuden på at udvikle workshops, der både kan komme elever og undervisere til gavn, hvor fokus er på praktisk anvendelse af AI. Samarbejdet med eksterne partnere, herunder forlag som Gyldendal og konsulenthuse, er også i gang for at styrke vores udbud og sikre, at vores AI-løsninger er opdaterede, sikre og relevante.
Videnscenter for Velfærdsteknologi fortsætter med at innovere og integrere avancerede teknologier i uddannelsesmiljøer, hvilket sikrer, at både elever og undervisere er forberedte på fremtidens digitale udfordringer. For mere information om vores projekter og kommende initiativer, besøg vores hjemmeside (VFV Øst) eller hjemmeside (VFV Vest).