Fødselsdag og lancering af ViVA
Den 11. april i år kunne Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark fejre sin første fødselsdag og lancering af VR-lejligheden ViVA
Tillykke til os – og jer!
Den 11. april i år kunne Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark fejre sin første fødselsdag. Det har været et spændende og lærerigt år, hvor vi har fået søsat mange af de aktiviteter, som frem over skal være vores kerneforretning. Vi har blandt andet fået de mobile udstyrspakker ud i landet, afholdt online foredragene “Torsdagspanelet”, konferencer og deltaget i diverse messer, og fået vores mange spændende undervisningsforløb op på Videnscenterportalen.
Fødselsdagen blev fejret på alle tre partnerskoler for elever, underviser og samarbejdspartnere med vanlig festivitas. Der manglede hverken kage eller flotte heliumballoner, og vi så en flot deltagelse i arrangementerne i både Aalborg, Odense og Vejle.
Velkommen til ViVA
Fødselsdagen blegnede dog i forhold til dagens anden store begivenhed, som både påkaldte sig stor lokal begejstring og den landsdækkende presses opmærksomhed. Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark brugte nemlig den festlige begivenhed til at lancere Virtual Reality-lejligheden ViVA. ViVA er en læringsplatform, hvor sundhedsfaglige elever kan se undervisningsfilm, træne faglige færdigheder, udforske velfærdsteknologier eller opleve hverdagen med Alzheimers demens gennem virtual reality.
”ViVA bruger virtual reality og gamification på et niveau, som hverken er set på SOSU-uddannelserne eller andre erhvervsuddannelser endnu. Vi er utrolig stolte af at have udviklet en platform, som styrker SOSU-fagligheden og bringer undervisningen af sundhedsfaglige medarbejdere ind i det 21. århundrede”, siger videnscenterkoordinator Jacob Sangild.
Begejstringen for ViVA var i høj grad delt af både elever og samarbejdspartnere, der fik rig mulighed for at afprøve ViVAs brugsmuligheder på de mange VR-maskiner, som var sat op til fødselsdagen. Dagen blev flot dækket af TV2 News, som sendte et langt indslag fra dagen den følgende søndag.
Indslaget kan du se her