SOSU Fyn lærer MakerSpace at kende

Torsdag den 11. oktober og mandag den 5. november besøgte firmaet Hippomini SOSU Fyn, hvor de afholdte workshopdage om teknologi og kreativitet.

Her dykkede vi ned i Videnscenterets MakerSpacevogn. Vi udforskede, legede og eksperimenterede med simple teknologier. Vi byggede huse af pap og arbejdede med Little bits; lavede små prototyper af kredsløb med blandt andet strøm, lyd og lyscensorer. Vi lavede 3D print, arbejdede med elektroniske mikroskoper og eksperimenterede med Microbit -en computer i miniformat. Vi prøvede at kode og løse små udfordringer. Det var en ny -og fagligt meget inspirerende verden for mange af os.

MakerSpacevognen er en teknologimættet vogn, hvor elever og undervisere kan eksperimentere og udfolde sig kreativt. Her arbejdes med innovative processer og grundlæggende indsigt i teknologiforståelse.

På SOSU Fyn er vi i gang med implementering af MakerSpace i undervisningen. Vi håber på at kunne indsamle og udvikle viden til læreprocesser, der kan fremme velfærdsteknologisk dannelse hos den enkelte elev.