Benjamin blev anbefalet mejeristuddannelsen af en nær ven, og nu skal han snart afsted til Zimbabwe, hvor han har sikret sig en læreplads i en stor mejerivirksomhed

Benjamin Hansen blev anbefalet mejeristuddannelsen af en nær ven, der er mejerist. På daværende tidspunkt havde Benjamin dog ikke nogen idé om, hvad det rent faktisk ville sige at være mejerist, fortæller han. Men efter et skub fra forældrene besluttede han sig for at søge, og kun en uge inden uddannelsesstart fik han et opkald og blev tilbudt en plads, og han er nu ved at afslutte grundforløb 2 på mejeristuddannelsen.

Selvom han tidligere havde uddannet sig til pædagogisk assistent og selvom det ikke var mejerist, der var drømmen, så er Benjamin nu så glad for skubbet – det viste sig at være det helt rigtige valg for ham. Han understreger også, at det kan være svært at vælge ens retning i livet og at mange “må prøve sig frem et par gange”.

Efter sin uddannelse vil han gerne ud på arbejdsmarkedet og få anvendt al sin viden, men overvejer efter nogle år at læse videre til mejeriingeniør.

Men snart skal han pakke sit liv sammen og rejse til Harare i Zimbabwe, da han har fået læreplads hos mejerivirksomheden Kefalos Cheese sammen med sin værelseskammerat Casper.

Vær kort og kontant
En af lærerne på mejeristuddannelsen fortalte Casper og Benjamins klasse om mejerivirksomheden Kefalos Cheese, da han kendte den danske medejer og administrerende direktør. Så de to elever fik hver især sendt ansøgning og CV afsted i håbet om at få en læreplads. De søgte individuelt, men over for lærerne gav de udtryk for, at de gerne ville afsted sammen.

Benjamin og Casper skulle skrive deres ansøgninger på engelsk. Men inden da tog de på et kursus, hvor de lærte, hvordan de skulle opbygge deres CV og vise deres faglige kompetencer og personlige styrker i ansøgningen.

Benjamin lægger vægt på, at man i sin ansøgning skal være præcis, og siger: “Arbejdsgiverne har travlt og læser mange ansøgninger – det skal være kort og kontant, så de bedre kan forholde sig til en.” Det handler om at være konkret, når man skal opremse eller beskrive ens faglige og personlige kompetencer.

Han understreger også, at det er vigtigt at vise, at man har gåpåmod og selv tager initiativ. Begge elever fremhæver i den forbindelse, at ens lærere spiller en stor rolle i ens søgen efter læreplads, da de er involverede i ansøgningsprocessen og ofte har kontakt til virksomhederne. De råder derfor andre elever til at vise initiativ, så de gør sig positivt bemærket.

Men ud over deres initiativ og engagement i undervisningen, så mener de to elever også, at kemien mellem dem har været med til at sikre dem lærepladserne.

Muligheden for at få en oplevelse for livet
Kefalos Cheese specialiserer sig inden for forskellige mælkeprodukter som ost, yoghurt og is. Inden for de seneste år er deres faciliteter blevet udvidet, solceller opsat og deres mejeri opgraderet ifølge de europæiske standarder for produktion og hygiejne.

Så de to mejeristelever er helt sikre på, at de vil blive udfordret på alt det, de har lært på Kold College, kommer til at lære nyt om processer og at de har en masse viden, som de kan bidrage med på mejeriet. De glæder sig til at afprøve nye teknikker, opskrifter og ingredienser med Kefalos Cheese og til at se, hvilke muligheder lærepladsen kan åbne op for – med andre lærepladser, videreuddannelse og fremtidige jobmuligheder.

Benjamin glæder sig til at få nye oplevelser: “At komme til et ukendt land. At få lov til at leve i en anden kultur, hvor vi skal indrette os efter deres normer,” fortæller han og tilføjer: “Det var en mulighed, der bare skulle gribes.”

Han vil klart anbefale andre at søge udenlands, når han siger: “Spring ud i det. Prøv noget nyt og bliv udfordret.”

De to mejeristelever tager allerede til Zimbabwe slut november og er ved Kefalos Cheese de kommende fire måneder samt i seks måneder mellem deres to hovedforløb. Vi vil hos VidensCenter Procesteknologi følge op på de to lærlinge, når de er tilbage på Kold College til undervisning på deres hovedforløb.

Benjamin og Casper i undervisningsmejeriet på Kold College

Hos VidensCenter Procesteknologi deler vi en række artikler, der sætter fokus på forskellige elevers oplevelser med at finde læreplads.

På portalen har vi tidligere bragt historierne om smedeeleven Mads, der fik læreplads på Assens Skibsværft A/S, procesoperatøreleven Vibeke, der fik læreplads på FMC og smedeeleven Simon, der fik læreplads hos Fredericia Smede & Maskinfabrik. Denne artikel hænger sammen med artiklen om Casper, der også har fået læreplads hos Kelafos Cheese i Zimbabwe.