Med en kokkeuddannelse og en drøm om at arbejde med fødevarer faldt Casper tilfældigt over mejeristuddannelsen. Snart rejser han til Zimbabwe, hvor han har sikret sig en læreplads i en stor mejerivirksomhed

Casper Lynge Nielsen har altid villet arbejde med fødevarer, og han valgte derfor at uddanne sig til kok, hvorefter han arbejdede som køkkenchef.

Men da han tog en 2-årig HF, blev han tilfældigvis introduceret for mejeristuddannelsen, og der kunne Casper få muligheden for at specialisere sig inden for både fødevarer og mikrobiologi. Han var dog lige ved at gå glip af muligheden, da han allerede var startet på en anden uddannelse. Men ugen inden uddannelsesstart på mejeristuddannelsen fik han heldigvis et opkald og blev tilbudt en plads, og han er nu ved at afslutte grundforløb 2.

Mejeribranchen har sat sit klare aftryk på Casper, så han forestiller sig, at han efter uddannelsen vil læse videre til mejeriingeniør.

Men snart skal han pakke sit liv sammen og rejse til Harare i Zimbabwe, da han har fået læreplads hos mejerivirksomheden Kefalos Cheese.

Muligheden for at få nye oplevelser
Casper skal dog ikke alene afsted til Zimbabwe – med ham er Benjamin, som han deler værelse med på Kold Kollegiet på Kold College.

En af lærerne på mejeristuddannelsen fortalte Casper og Benjamins klasse om mejerivirksomheden Kefalos Cheese, da han kendte den danske medejer. Så de to elever fik sendt ansøgning og CV afsted i håbet om at få en læreplads. De søgte individuelt, men over for lærerne gav de udtryk for, at de gerne ville afsted sammen.

Casper påpeger dog, at det er afgørende at vurdere med sig selv, om man i virkeligheden er klar – om man kan give afkald på venner, familie og sine vante rammer i en længere periode. Men Casper og Benjamin vurderede hurtigt, at de var klar til at gribe muligheden for at få en oplevelse for livet.

Gør det personligt
Da de skulle søge efter læreplads, valgte Casper og Benjamin at tage et kursus i at skrive ansøgning og opbygge CV, som de klart vil anbefale andre, der søger læreplads. Casper understreger også vigtigheden af at vise både kompetencer og personlighed i ens ansøgning, og giver tilmed et tip om at titlen på e-mailen med ansøgningsmateriale skal være fængende og sælgende.

De vurderer begge, at det har været kemien mellem de to samt deres faglige præstationer med intet fravær og stærkt engagement og initiativ i undervisningen, der har været med til at sikre dem lærepladserne. De råder andre elever til at vise gåpåmod og initiativ under uddannelsen, så man gør sig positivt bemærket.

Opleve forskellen mellem dansk og afrikansk praksis
Casper glæder sig til at lære både nye mennesker og en ny kultur at kende – se seværdighederne, opleve andre traditioner og ikke mindst smage ny og spændende mad.

Kefalos Cheese specialiserer sig inden for forskellige mælkeprodukter som ost, yoghurt og is. For et par år siden blev deres faciliteter udvidet, solceller opsat og deres opgraderet ifølge de europæiske standarder for produktion og hygiejne.

Så Casper og Benjamin er helt sikre på, at de vil blive udfordret på alt det, de har lært på Kold College, kommer til at lære nyt om processer samt at de har en masse viden, som de kan bidrage med på mejeriet. De glæder sig til at afprøve nye teknikker, opskrifter og ingredienser med Kefalos Cheese og til at se, hvilke muligheder lærepladserne kan åbne op for.

De to mejeristelever tager allerede til Zimbabwe slut november og er ved Kefalos Cheese de kommende fire måneder samt i seks måneder mellem deres to hovedforløb.

Benjamin og Casper i undervisningsmejeriet på Kold College

Hos VidensCenter Procesteknologi deler vi en række artikler, der sætter fokus på forskellige elevers oplevelser med at finde læreplads.

På portalen har vi tidligere bragt historierne om smedeeleven Mads, der fik læreplads på Assens Skibsværft A/S, procesoperatøreleven Vibeke, der fik læreplads på FMC og smedeeleven Simon, der fik læreplads hos Fredericia Smede & Maskinfabrik. I forlængelse af denne artikel bringer vi inden længe artiklen om Benjamin, som også skal til Zimbabwe. 

Vi har også fået lov til at følge op på Casper og Benjamins læretid i Zimbabwe, så du næste år kan læse mere om deres oplevelser.