Nu vender vi tilbage til hverdagen

På et pressemøde d. 10. juni kunne regeringen annoncere at mange af de restriktioner, som i en lang periode har præget danskernes hverdag, nu bliver gradvist ophævet. Det betyder, at eleverne på EUC Lillebælt kan se frem til en hverdag, der i langt højere grad minder om deres vante

Siden Covid19-pandemien i marts måned 2020 kom til Danmark og de første restriktioner blev indført, har man på de danske skoler måtte tilpasse sig situationen med mundbind, online-undervisning og forsamlingsforbud. Det har givet anledning til frustration og bekymring, men også til innovation og udvikling. Vi kunne i januar og februar bringe artikler om undervisere Karsten Sorth og Claus Verner Weits Pedersen, der hver især formåede at nytænke deres undervisning under de uvante omstændigheder. Men nu ser det ud til, at både elever og undervisere vender tilbage til den normale skoledag igen, når mundbind, forsamlingsforbud og testpåbud snart udfases.

For Videnscenter Procesteknologi, der har hovedsæde på EUC Lillebælt, betyder det bl.a., at vi nu kan vende tilbage til flere fysiske arrangementer uden deltagerbegrænsning. Under pandemiens mere kritiske perioder, har vi særligt benyttet os af webinarer som erstatning for vores fysiske møder, workshops mm. Vi har også introduceret virtuelle rundvisninger på vores platform, så vores brugere på den anden side af skærmene har kunnet få et indblik i det fysiske miljø omkring videnscenteret. Det er i skrivende stund muligt at tage et (virtuelt) kig inden for i vores proceshal og undervisningsbryggeri, og vi fortsætter med at udvide udvalget af disse virtuelle rundvisninger. Men som så mange andre, så har vi også været nødsaget til at udskyde eller sætte visse arrangementer på pause, fordi de ikke kunne gennemføres under de gældende restriktioner. Derfor er der nok at tage fat på, når vi som videnscenter skal tilbage til hverdagen og de vante rammer. Vi ser bl.a frem til genintroducere vores åbne kurser i bl.a. øl brygning, robotteknologi og rørbukning. Også vores forskellige workshops og fagdage kan for alvor komme i spil igen.

Har du et forslag eller et ønske til en aktivitet som Videnscenter Procesteknologi skal arrangere? Så skriv til os på procesteknologi@eucl.dk og fortæl os om din idé, så vender vi tilbage med forslag til udformning, eventuel dato og andre detaljer.

Skriv en kommentar