Undervisningsinnovation på EUC Lillebælt
Med en forlængelse af indeværende lockdown, står landets elever og studerende overfor yderligere tre uger med nødundervisning og virtuelle løsninger. For de uddannelser, hvor teorien går hånd-i-hånd med praktikken, betyder det endnu tre uger, hvor eleverne ikke kan komme i værkstederne, bag rattet eller på gulvet. Vi har talt med Claus Verner Weits Pedersen, der har nytænkt sin praksisundervisning og skabt et godt læringsrum trods begrænsninger
Claus Verner Weits Pedersen underviser på Lillebælts procesoperatør- og industrioperatør-uddannelser, hvor han underviser i el-teori og automatik. Normalt er hans undervisning præget af praktiske øvelser, og størstedelen af undervisningen foregår derfor i proceshallen og på el-værksteder. Men da pandemien rullede ind over landet og tvang de fleste danskere i lockdown, var han blandt dem, der måtte tænke i nye baner for at kunne gennemføre sin undervisning.
For ham blev nedlukningen et skub til realiseringen af en idé, som han allerede gik og rugede over. Før pandemiens udbrud, var han begyndt at tænke i alternative undervisningsmaterialer til brug på tværs af uddannelser og til særligt dygtige elever, der mangler udfordringer. Da COVID19 ramte landet, havde han pludselig muligheden for at løse et akut behov og teste sin idé på samme tid. Idéen var at indtage rollen som elevernes øjne, øre og hænder i de praktiske øvelser, så de ikke er bundet af adgang til de forskellige faciliteter.
En del af Claus Verner Weits Pedersens normale undervisning er fejlfindingsøvelser på automatiktavler. Det er øvelser, hvor eleverne skal forsøge at måle sig frem til en placeret fejl, der senere kan løses. Ved at observere og foretage forskellige målinger, skal de studerende gennemtænke, hvor fejlen med størst sandsynlighed ligger. Normalt foregår det på fysiske automatiktavler og i små aflukker på 2×2 meter. Men da eleverne ikke længere har mulighed for at være fysisk til stede, har Claus Verner Weits Pedersen inddelt eleverne i grupper på tre og udstyret sig selv med et kamera og en kommunikationslinje. Han kan dermed påtage sig rollen som elevernes øjne, øre og hænder. I grupperne får eleverne lejlighed til at diskutere fejlen, og i samarbejde planlægger de, hvor der skal foretages målinger for at lokalisere fejlen. Når de mener at have lokaliseret den, kontakter de Claus. Herefter efterprøver Claus deres forslag og dokumenterer resultatet med kameraet. Tager de studerende fejl, må de tilbage til gruppediskussion og planlægningsarbejde. På den måde kan eleverne gennemføre de nødvendige praktiske automatiktavle-øvelser uden at være fysisk tilstedeværende.
En idé med potentiale
Metoden har vist sig at være en succes, og Claus Verner Weits Pedersen fortæller bl.a. at eleverne ikke længere har problemer med at se og opleve hvad der foregår på tavlen, fordi de ikke længere står op til tre mand i ét aflukke. Han oplever desuden, at løsningen skaber nogle virkelig givende diskussioner eleverne imellem og fremmer samarbejdet. Det er på trods af, at eleverne ikke har det samme fysiske fællesskab, som de er vant til.
Men hvad siger eleverne selv til Claus Verner Weits nye undervisningsmetode? Vi har talt med en af hans elever, Jesper Holst: “Det er virkelig positivt, at han har omlagt det på den måde, så vi stadig kan være med på sporet af vores normale undervisning”, udtaler han. “Det er så tæt på den normale undervisning, som det overhovedet er muligt. Opgaven bliver jo faktisk løst på samme måde, som hvis vi havde været der fysisk. Claus har grebet den helt rigtige bold i forhold til alt det her”, fortsætter han. Men føler eleverne så, at de er lige så godt klædt på til den type opgave, som hvis de havde modtaget konventionel undervisning? “Jeg gør!”, udtaler Jesper Holst.
Det har dog været nødvendigt at tilpasse undervisningsmetoden undervejs. Claus Verner Weits Pedersen startede bl.a. med at have et kamera monteret på maven, hvilket viste sig at skabe for mange rystelser i billedet. Han gik derfor over til et fastmonteret kamera i elskabet. Der er stadig nogle udfordringer, som endnu ikke er løst: “Der er både for og i imod”, fortæller han om sin metode. Han fortsætter: “Der er nogen der synes det er svært, fordi de gerne vil have tingene i hånden. Man lærer på forskellige måder. Det er heller ikke det hele der kommer med på kameraret, de kan f.eks. Ikke se alle bevægelserne inde i kassen og lydende kommer heller ikke 100% igennem, og så skal jeg jo fortælle om dem i stedet for”.
Claus Verner Weits Pedersen mangler ikke idéer til udvikling af hans metode. Han kan bl.a. fortælle, at der arbejdes på at forbedre den ved hjælp af Virtual Reality-briller. Han mener, at metodens potentiale er stort: “Løsninger som denne her er noget der eksperimenteres med, så man ikke behøver at samle ekspertisen ét sted. Tanken er, at man f.eks. kan have en tekniker i Danmark der udfører sit arbejde, mens han bliver guidet af en specialist i Tyskland, og det kan både gøre virksomheder mere konkurrencedygtige og nedbringe deres udgifter. Det er det samme princip, som jeg har overført på min undervisning, hvor underviseren står ved automatiktavlen, mens eleverne sidder i klassen eller et andet sted og guider ham. Man kan sagtens videreudvikle den tankegang, så andre undervisere og skoler kan få glæde af den”.
Vi spurgte Claus Verner Weits Pedersen om det kræver mere forberedelsestid at overføre hans princip til undervisningen. “Alt i den her Corona-tid kræver mere forberedelsestid, og derfor er vi nødt til hele tiden være foran”, lød hans svar. Når COVID19 slipper sit tag i Danmark og landet kan åbne op, er det da heller ikke slut med Claus’ innovative løsning. Han fortæller, at han forestiller sig at fortsætte med hans video-fejlfinding som et supplement til den almindelige undervisning, og at han vil blive ved med at udvikle idéen, så den kan indfri dens fulde potentiale.
