Nyt undervisningsmateriale: Droner i praksis til lageroperatører
Nyt undervisningsmateriale: Droner i praksis til lageroperatører
Med det nye forløb “Droner i praksis til lageroperatører” lærer eleven en undervisningsdrone at kende, flyver den sikkert og ender med selv at programmere den. Forløbet er bygget op i tre trin og tager cirka halvanden dag.
Temaet er droner i logistik. Materialet er til lager- og terminaluddannelsen og giver underviserne et konkret og praksisnært forløb, hvor eleverne arbejder med dronen i hænderne frem for kun at læse om den.
En lille drone med mange muligheder
Forløbet er bygget op om CoDrone EDU, som er en drone designet til indendørs brug. Den kan både fjernstyres med en controller og programmeres, og den har syv indbyggede sensorer, der blandt andet registrerer højde, forhindringer foran dronen og farver på underlaget.
Formålet er, at eleverne får en god forståelse af, hvor kompleks selv så lille en drone er, og hvor mange muligheder der er for at styre og programmere den. Undervejs undersøger eleverne selv, hvad droner bruges til blandt andet inden for lager og logistik.
Tre trin fra første tegning til egen kode
Første trin er en præsentation, som vises for klassen og varer én lektion. Elevene starter med at tegne, hvad de tænker på, når de hører ordet drone. Derefter går turen fra en kort introduktion til droner og quadcoptere over til selve CoDrone EDU med specifikationer, sensorer, propeller og motorer, en øvelse med dronekortet og en søgeøvelse om, hvad droner anvendes til.
Andet trin er et hæfte, som eleverne arbejder selvstændigt med i tre lektioner. Her kommer de igennem klargøring, sikkerhedsguide, opladning, tænding og parring af dronen, controllerens funktioner og kalibrering af farvesensorer. De gennemfører en preflight checklist og prøver kræfter med styringsøvelser, før hæftet slutter med et første kig på Blockly. Instruktionsvideoerne kan ses på enten dansk eller engelsk.
Tredje trin er Blockly-programmering på computer. Eleverne arbejder på Robolink Learn og koder dronen i Google Chrome, og undervejs øver de positiv og negativ power for throttle, pitch, yaw og roll gennem en omgang “Simon says”. Det anbefalede tidsforbrug er én dag.
Fleksibelt i tid og omfang
Samlet tager forløbet cirka halvanden dag. Det er opdelt, så du også kan nøjes med et kort introforløb med trin 1 og 2. Det tager fire lektioner, svarende til cirka 3 timer. Blockly-trinnet, trin 3, er valgfrit og kan lægges ind, når eleverne er klar til at programmere dronerne.
Til undervisningen skal hver gruppe typisk bruge en CoDrone EDU, en controller, et micro USB-kabel, to batterier, en lader og en computer. Robolink anbefaler, at der højst flyves med fem droner ad gangen.
Klar til brug for underviseren
Materialet indeholder en oversigt, der fungerer som køreplan, og en lærerressource med praktiske råd om sikkerhed, fejlfinding, firmware og reparation. Hæftet findes både som eleveudgave, som udfyldelig PDF og som lærerversion med forslag til svar. Præsentationen til Blockly-trinnet har desuden to slides til underviseren om, hvordan dronerne købes, og hvad de koster.
Dermed er der lagt op til, at du kan gå i gang uden selv at skulle bygge forløbet fra bunden.
Find materialet på Videnscenterportalen
Find materialet ved at følge linket her:
https://videnscenterportalen.dk/pt/forloeb/lager-og-logistik-droner-i-praksis-til-lageroperatoerer/