Lager og logistik: Droner i praksis til lageroperatører
Målgruppe
EUD GF1
EUD GF2
Hovedforløb
Fagområde
Teknologi, Byggeri og Transport
Varighed
10 timer 30 minutter
Uddannelse
Lageruddannelsen
Lager og logistik: Droner i praksis til lageroperatører
Beskrivelse
Med dette undervisningsforløb får du et praksisnært forløb, hvor lærlinge arbejder med undervisningsdronen CoDrone EDU. Forløbet arbejder hen i mod selv at programmere den. Forløbet er rettet mod lageroperatører og er bygget op om temaet droner i logistik. Det består af tre trin, som gennemgås i rækkefølge.
Formålet er, at lærlingene lærer selve dronen og controlleren at kende, øver sikker flyvning og derefter programmerer CoDrone EDU i Blockly.
Forløbet varer samlet cirka 10 timer og 30 minutter, svarende til halvanden skoledag. Trin 1, præsentationen, tager 1 lektion (45 minutter). Trin 2, hæftet, tager 3 lektioner (2 timer og 15 minutter). Trin 3, Blockly-programmeringen, tager 1 dag (cirka 7 timer og 30 minutter).
Forløbet er opdelt, så du kan vælge et kortere introforløb med kun trin 1 og 2. Det tager 4 lektioner, svarende til 3 timer. Trin 3 er valgfrit og kan lægges ind, hvis eleverne har lyst og når eleverne er klar til at programmere dronerne.
Gennem en kombination af fælles oplæg, øvelser, instruktionsvideoer (på dansk eller engelsk) og selvstændigt arbejde i hæftet arbejder lærlingene med dronebegreber, CoDrone EDU’s dele og sensorer, sikkerhed, betjening og programmering.
Start i mappen 00 Til underviseren. Her ligger filen Oversigt for underviseren, som er køreplanen, og filen 03-2026 – Lærerressource CoDrone EDU.
Den beskriver de tre trin og samler praktiske forhold: Google Chrome til programmeringen, højst 5 droner i luften ad gangen, fejlfinding, firmware, reparation og links til Robolink Learn og Drone Lab. Læs den, før undervisningen starter.
Trin 1 ligger i mappen 01 Præsentation. Filen 03-2026 – Nr 1 – CoDrone EDU præsentation vises for klassen og varer én lektion. Den dækker del 1.1, “Lær din CoDrone EDU at kende”. Lærlingene starter med at tegne, hvad de tænker på, når de hører ordet drone, og går derefter fra en kort introduktion til droner og quadcoptere over til CoDrone EDU: specifikationer, de 7 sensorer, to videodele, en øvelse med dronekortet samt propeller og motorer. Der er også en søgeøvelse på 10 minutter om, hvad droner bruges til – blandt andet inden for lager og logistik – og en kort gennemgang af koordinater. Bagefter går lærlingene videre til hæftet.
Trin 2 ligger i mappen 02 Introduktion og programmering. Her er tre udgaver af samme hæfte. Word-filen 03-2026 – Undervisningsmateriale – CoDrone EDU introduktion og programmering (1) og PDF’en 03-2026 – Nr 2 – Undervisningsmateriale – CoDrone EDU introduktion og programmering SKRIVBAR (1) er lærlingeudgaver. PDF’en kan udfyldes og udleveres. Word-filen med LÆRERVERSION i navnet er den samme tekst med forslag til svar og bliver hos dig. Lærerressourcen sætter tiden til 3 lektioner. Lærlingene arbejder selv og kommer igennem klargøring, sikkerhedsguide, opladning, tænding og parring, controllerens funktioner og indstillinger, forbindelse til computer, kalibrering af farvesensorer, en preflight checklist, styringsøvelser og et første møde med Blockly.
Trin 3 ligger i mappen 03 Blockly. Filen 03-2026 – Nr 3 – CoDrone EDU Blockly programmering fører lærlingene ind på Robolink Learn, hvor der kodes på computer i Google Chrome. Oprettelse af bruger er frivillig. Undervejs er der en fælles rundtur i Blockly og øvelsen “Simon says” om positiv og negativ power. Undervisningen slutter på slide 13. De to sidste slides er til dig og handler om, hvordan dronerne købes, og hvad de koster. Den første del på Robolink-siden, “Getting to know you CoDrone EDU”, er allerede dækket i trin 1 og 2 og kaldes valgfri bagefter. Anbefalet tidsforbrug er 1 dag.
Til undervisningen skal hver gruppe typisk have en CoDrone EDU, en controller, et micro USB-kabel, to batterier, en lader og en computer. Sørg for et sikkert flyverum, og lad dronerne lette fra gulvet.
Nederst på siden finder du en download-knap. Tryk på download-knappen for at hente undervisningsmaterialet og vejledningen. Rigtig god fornøjelse med undervisningen.
Læringsmål
- Forklare, hvad en drone og en quadcopter er, og forskellen på fjernstyring og autonom flyvning.
- Identificere CoDrone EDU's dele, propeller, motorer og de 7 sensorer og beskrive deres funktion.
- Finde eksempler på, hvad droner bruges til, blandt andet inden for lager og logistik.
- Beskrive et sikkert flyvemiljø og anvende sikkerhedsregler samt kommandoer til landing og nødlanding.
- Tænde, parre og betjene CoDrone EDU og controlleren, herunder opladning og grundlæggende indstillinger.
- Gennemføre en preflight checklist inden flyvning.
- Styre dronen med controlleren i simple øvelser, blandt andet at stave et ord og flyve en rute.
- Programmere CoDrone EDU i Blockly og anvende positiv og negativ power (throttle, pitch, yaw og roll).