Videnscenter for Procesteknologi klæder landets undervisere på til et sjovt og lærerigt undervisningsforløb gennem ny konkurrence, hvor elever kan dyste i fremstillingen af øl

Videnscenter for Procesteknologi er stolte af at annoncere, at vi for første gang afholder DM i elevbrygget øl. Vi glæder os til kunne hylde den ældgamle kunst ølbrygning med elever og undervisere landet over, der lige nu samles for at fremstille deres egne og unikke øl. Uddannelsesleder for Procesteknologi, Benny Ziegler, udtaler om konkurrencen: “Vi glæder os utroligt meget til at se, hvad eleverne kan frembringe, og hvordan de går til opgaven. Man siger jo efterhånden, at alle i dag kan brygge en øl. Der eksisterer rigtigt mange hjemmebryggerier, der kan erhverves for få penge og med masser af medfølgende vejledning. Men kunsten at brygge øl er et gammelt håndværk, og man kan jo sige ”at det er med brygmesteren, som det er med øllet”. Det bliver først rigtigt godt efter noget tid.

Konkurrencen introduceres bl.a. som et springbræt til, at flere undervisere inddrager ølbrygning som en praktisk øvelse i deres undervisning. Ølbrygning giver eleverne lærerige og sjove førstehåndsoplevelser med bl.a. bioteknologiske processer som forsukring og forgæring. Benny Ziegler uddyber: “Målet med konkurrencen er selvfølgelig at give eleverne en god oplevelse, med en opgave de kan være fælles om, og som kan udfordre både med samarbejde og tværfaglighed. Men det handler også om at få indblik i alle de små delprocesser, der er en del af en større produktion. Det handler også om at erkende, hvor vigtig hver enkelt del er, og om at kunne holde det store overblik der strækker sig lige fra at holde styr på hele dagen, og samtidig konstant være forberedt på det der kommer. Det gode ved at vælge en produktionsopgave der omhandler ølbrygning er, at der er hurtig og kontant afregning ved fejl. Slækker man eksempelvis blot en smule på hygiejnen, får det oftest hurtigt mikrobiologiske konsekvenser, der er tydelige“. Der er altså værdifuld læring at hente i ølbrygningens forskellige faser, hvilket gør ølbrygning til et velegnet undervisningsemne.

Ved at annoncere Dansk Mesterskab i elevbrygget øl, opfordrer vi landets skoler til at inkorporere ølbrygning i undervisningen, men vi tilbyder naturligvis også starthjælp i form af lærerkurser, selvinstruerende undervisningsforløb og udlån af bryg-udstyr til de skoler/undervisere, der er interesserede i at deltage.

Konkurrencen vil blive afholdt d. 4. juni 2021, og vi inviterer landets elever til at deltage. For at deltage i konkurrencen skal eleverne brygge en øl i samarbejde med skolen. Hver skole må stille op med maks to øl, så skulle en skole opleve stor interesse blandt eleverne for at deltage, opfordrer vi til, at den givne skole afholder en lokal konkurrence først, så de kan udvælge, hvilke elever (og øl, ikke mindst!), der skal repræsentere skolen i den nationale konkurrence. Eleverne skal derefter stille med deres selvbryggede øl på konkurrence-dagen, hvorefter vores dommerpanel (der består af professionelle øl-eksperter), vil vurdere øllen efter bestående internationale regler. Efterfølgende vil vi kåre en vinder og overrække præmier.

Oplysninger om konkurrencen vil løbende blive opdateret på Videnscenterportalen, og vi glæder os allerede nu til at smage en masse fantastiske øl d. 4. juni.

Er du interesseret? Så skriv til os!

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker at låne udstyr, vil på lærerkursus, eller hvis du har spørgsmål til konkurrencen. Henvendelser herom skal ske via mail til Sasja Krogh på skr@eucl.dk.

Det er i forbindelse med konkurrencen muligt at låne bryggeudstyr, kontakt os for mere information