Trin 7A - Digital chikane
Trin syv kaldes polarisering og på dette trin, kan parterne ikke længere tale (ordentligt) med hinanden. Man er nødt til at gå i forskellige retninger og ikke længere have en hverdag sammen. I arbejdslivet vil man fx søge nyt job, blive omplaceret eller fyret. Nogle gange er afstand ikke nok, og konflikten fortsættes, mens andre fx børn eller kolleger trækkes ind i den. Det kan også komme til udtryk som digital chikane eller, hvis vi har med landekonflikter at gøre, krig.
Vold kan på trin syv altså komme til udtryk på mange måder. Vi vil i det følgende fokusere på digital chikane, som er et område, der fylder mere og mere på det danske arbejdsmarked.
Digitale krænkelser bør behandles med samme alvor som fysisk vold, og det er vigtigt at huske på, at når en medarbejder udsættes for digital chikane, så er det hele virksomheden, som angribes. Det er ikke en udfordring, som den enkelte medarbejder kan eller skal stå alene med.
Cyberchikane kan både forekomme på SMS, gennem mails eller via opslag på nettet enten i form af tekst, lyd eller billede. Det er ikke altid, at den som er mål for chikanen ved, at den foregår, da den digitale chikane sagtens kan komme til udtryk i fx lukkede Facebookgrupper, hvor offeret kaldes nedværdigende ord eller beskyldes for fx inkompetence.
Chikane behøver ikke kun at komme til udtryk via skældsord, men kan også tage form af uønskede kærlighedserklæringer, vredesudbrud eller skjulte optagelser. Det kan også være i form af trusler eller underminerende øgenavne og kommentarer, som stiller spørgsmålstegn ved fx en medarbejders professionalisme.
Måske har du set eksempler på denne type af chikane, hvor parterne er kommet så højt op på konflikttrappen, at de ikke umiddelbart kan løse konflikten og i stedet begynder at udsætte hinanden for denne type af vold?
På arbejdspladser har arbejdsgiveren pligt til at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø – både før og efter arbejde og også hvis cyberchikanen rammer den ansattes familie. I yderste konsekvens kan Straffeloven komme i spil.
På Voldsomudtryksform.dk er listet fem gode råd til forebyggelse og fem gode råd til håndtering. Dem kan du lære mere om herunder.
Klik rundt på de grønne ikoner på grafikken og læs om de fem gode råd til forebyggelse af digital chikane.
Klik rundt på de grønne ikoner på grafikken og læs om de fem gode råd til håndtering af digital chikane.
Litteratur
Glahn, A. (2023, 1. september). Digital chikane. Voldsom Udtryksform. Lokaliseret d. 1. juni på: https://voldsomudtryksform.dk/viden/digital-chikane/