Bogmærke

Måden du kommunikerer på, kan både være med til at optrappe og nedtrappe en konflikt.

Om optrappende og nedtrappende sprog

I konflikter kan sproget være optrappende eller nedtrappende. Det kaldes også giraf- og ulvesprog. Ved det optrappende sprog (ulvesprog) forsøger man at overbevise den anden om, at man selv har ret, og man er på den andens banehalvdel og virker anklagende. Ved i stedet at bruge nedtrappende sprog, kan man blive på sin egen banehalvdel og tale ud fra ens eget udgangspunkt.

Du befinder dig lige nu på trin to på konflikttrappen kaldet personificering. Her skifter fokus fra sagens kerne til personlige angreb. Diskussionen bliver mere følelsesladet og mindre objektiv, fordi hver part begynder at se den anden som selve problemet. Men vi er fortsat langt nede på konflikttrappen, så med et nedtrappende sprog, kan du godt nå at redde trådene ud og undgå en konflikt.

Eksempler på et optrappende sprog
  • At bruge DU-sprog
  • At afbryde
  • At være uinteresseret/manglende engagement
  • At stille lukkede eller ledende spørgsmål
  • At være abstrakt
  • At bebrejde
  • At gå efter personen
  • At have fokus på fortiden

Sproget er karakteriseret ved at være dominerende, dømmende og ofte beskyldende kommunikation. Der fokuseres på at have ret og vinde argumenter, hvilket ofte eskalerer konflikter.

Det er derfor vigtigt at have fokus på sprogets betydning i din kommunikation.

 

 

 

Eksempler på et nedtrappende sprog
  • At bruge JEG-sprog
  • At lytte til ende
  • At være interesseret/engageret
  • At stille åbne HV-spørgsmål
  • At være konkret
  • At vise forståelse
  • At have fokus på fremtiden
  • At gå efter problemet/sagen
En metode, til at arbejde med nedtrappende sprog, kunne være at følge disse trin i Rosenbergs kommunikationsmodel, der ser sådan ud:
  1. Observation/fakta: Hvad sker der? Hvad oplever, ser eller hører du?
  2. Følelse: Hvordan har du det med det?
  3. Behov: Hvad har du behov for?
  4. Anmodning: Hvad vil du gøre ved det og hvordan?

Her kan du læse et eksempel på kommunikationsmodellen:

  1. Jeg var indkaldt til møde kl. 9, og da jeg mødte op, viste det sig, at mødet var aflyst.
  2. Jeg bliver irriteret over ikke at få besked og møde op forgæves, og jeg føler, at jeg spilder min tid.
  3. For ikke at blive irriteret og kunne bruge min tid godt, har jeg brug for at kende til aflysninger i god tid.
  4. Derfor vil jeg gerne fremover have besked om aflysninger så hurtigt som muligt.

Husk

Overordnet kan man sige, at et optrappende sprog lukker for samtalen, og derfor også for en mulighed for at løse konflikten, mens et nedtrappende sprog kan være med til at åbne samtalen og derved også en eventuel løsning. Det er ikke nødvendigvis et mål for kommunikation at nå til enighed, men i stedet at nå frem til en forståelse af en situation eller holdning.

Litteratur