I januar var vi på studietur med en gruppe undervisere for at besøge nogle af New Yorks mest spændende omnichannel-butikker og for at deltage i verdens største detail-konference. Se 4 af de mest interessante konceptbutikker her. Er det bud på, hvordan fremtidens butik kommer til at se ud?

4 bud på fremtidens butik

1. Amazon Go – den kontaktløse butik

Du scanner dig ind via Amazons app og går derefter rundt og finder de varer, du gerne vil have. Du skal ikke scanne varerne og du skal heller ikke have kreditkortet op af lommen. I stedet sidder der masser af sensorer i loftet som ved hjælp af billedgenkendelse identificerer dig og de varer, du har taget fra hylden. Kort efter du har forladt butikken, får du en kvittering din app og mail på de varer, du nu har købt og betalt via din konto hos Amazon. På den måde forsøger Amazon at tage al friktion ud af købsoplevelsen.

Teknologien virker (omend ikke helt i realtid endnu), men er den upersonlige transaktion fremtiden for detail? Butikken var i sig selv uinteressant og det virker mere som et forskningsprojekt end en god forretning, men er måske det første eksempel på den friktionsløse butik til hverdagstransaktionerne.

2. Sephora – omnichannel i beauty-branchen

Sephora er en fransk multinational kæde af skønhedsforretninger, som er ejet af LVMH. De har pt. 2600 butikker i 32 lande, og så anses de for værende en af de absolut bedste retailere til at lave personaliseret markedsføring. Hvis du eksempelvis har downloadet Sephoras app og har lagt varer i din online kurv, men ikke gennemført salget, vil app’en fortælle dig, hvor disse produkter er, når du træder ind i en Sephora-butik. De bruger også Googles Local Ads, der vha. geotargeting viser annoncer for Sephora, når du er i nærheden af en butik.

I butikken har de også taget teknologien til sig med interaktive skærme. Her kan du se hvordan specifikke make-up produkter ser ud på dig live (Augmented Reality) og du kan få sendt et billede af dig med produkterne – sammen med en indkøbsliste, der lige er til at lægge over i kurven.

3. Puma – den interaktive butik

Pumas flagship store på 5th Avenue er fyldt med oplevelser for kunden, der har tid til at kigge sig omkring. I hjørnet er der en interaktiv fodbold-simulator, hvor man kan blive ”oplært” af Griezmann, Lukaku og Hamilton. Man kan køre Formel 1 i New Yorks gader og se basket, der viser QR-koder for Pumas produkter. Der er en selfie-skærm, der også kan vise produkter, og så kan du få Pumaen til at dukke op i butikken vha.  Augmented Reality, når du scanner en QR-kode.

De arbejder også med personalisering i deres PUMA X YOU-område, hvor du kan få broderet eller trykt navn på t-shirts eller selv deltage i en workshop, hvor du kan dekorere dine Puma-sko.

4. b8ta – dataopsamling på kunderne

b8ta er født ud af Silicon Valley og er et eksempel på ”retail as a service”. Her får tech-startups mulighed for at få et udstillingsvindue til at teste deres nye produkter af på kunderne og få instant feedback via den data, der bliver indsamlet. Der sidder kameraer i loftet, som registrerer al kundeadfærd. Al data bliver samlet på en platform, hvor dataene bliver analyseret. Via samme platform kan man påvirke interaktionen med kunderne, fx ændre priser eller produktinfo, for at finde det optimale setup. Produkterne skifter løbende, så der er hele tiden nye oplevelser for kunderne.

b8ta udvider nu til at også at tilbyde deres koncept til legetøj og mode, hvor udstillerne kan få data på eksempelvis hvor mange gange et bestemt stykke tøj bliver taget med ind i prøverummet.

Den b8ta, vi besøgte, lå inde i det ikoniske stormagasin, Macy’s, og Macy’s ejer også en del af b8ta. Ligesom en række andre stormagasiner, har Macy’s oplevet dalende omsætning og i et forsøg på at genopfinde sig selv og skabe fornyelse og mere interaktion med kunderne, har Macy’s altså allieret sig med b8ta.

+ den for sjov: Showfields – “The most interesting store in the world”?

Over 9300 fysiske butikker lukkede i USA i 2019. Det er 60% flere end i 2018. Én af dem, der mener at have svaret på, hvordan detail skal genopfinde sig selv er Showfields – et koncept, der skal få kunden til at gå på opdagelse og vække nysgerrighed. Showfields er et andet eksempel på “retail as a service”, som giver forskellige brands muligheden for at showcase deres produkter i et interaktivt, legesygt og sansevækkende univers. Butikken i Soho har indtil videre samarbejdet med over 150 brands, der på tur udstiller i lokalerne. Udstillerne betaler et månedligt beløb på ml. 5.000-15.000 dollars, og beholder selv alt overskud fra evt. salg.

Vores testgruppe af undervisere var dog lidt skeptiske: Det virker mere som en sjov idé end en god forretningsmodel. Men måske skal det ligesom Amazon Go ses som en test-pilot for, hvordan de fysiske butikker måske kan udvikle sig.

Tag også et kig på konceptet Area15 i Las Vegas, hvor de er gået all-in på at genopfinde det fysiske rum: “Area15 does not exist”.

Janne Gaye

Har du spørgsmål?

Janne Gaye