Bogmærke

Derfor valgte Gustav EUV Industrioperatør

Gustav Lauritsen er uddannet tømrer, men i dag arbejder han hos Novo Nordisk og er på hovedforløb 2 som industrioperatør via EUV.
I denne artikel fortæller han om beslutningen, om at være elev og medarbejder på samme tid og om det, han ser frem til.

Mange voksne i produktionen har overvejet, om de skulle blive faglærte.

Vejen fra tanke til handling kan være lang, og spørgsmålene melder sig hurtigt.
Gustav Lauritsen har taget springet og vi fortæller derfor hans historie.

 

Fra tømrerfaget til fabrikken

Gustav Lauritsen

Gustav er 28 år og kommer fra Slagelse. “Jeg er blevet uddannet tømrer i 2019 og har egentlig altid været glad for min tømreruddannelse, indtil jeg hørte om jobbet på Novo Nordisk,” fortæller han.

Som tømrer har han arbejdet i fire forskellige firmaer, både i provinsen og i København. I provinsen var det privatkunder og mindre opgaver som vinduer og tage. “Man var aldrig det samme sted mere end 14 dage, som jeg nød og lærte rigtig meget af.” I København var lønnen bedre, men arbejdet blev for ensformigt.

Han ville bygge videre på tømrerfaget, rev teltpælene op og flyttede til Odense for at læse til bygningskonstruktør. Efter 8-9 måneder stod det klart, at det ikke var ham. “Jeg skal ikke sidde på en skolebænk i så lang tid.”

Gustav vendte tilbage til tømrerfaget i tre måneder og prøvede også kræfter som pædagogmedhjælper i omkring en måned, men heller ikke det var noget for ham. Det kræver mod at prøve sig frem på den måde, og Gustav var ikke bange for at vælge en retning og begynde at gå, selvom han endnu ikke havde fundet sin plads. “Okay, nu skal jeg ud og prøve noget,” som han selv siger.

Gennem en kammerats far hørte han om stillinger hos Novo Nordisk, søgte og startede i maj 2023.

 

En rolig start som ufaglært

Det første møde med fabrikken gjorde indtryk. “Det her, det kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne finde ud af,” tænkte han. Men han fik forklaret, at man ikke laver noget, før man er trænet i det og kan klare det selvstændigt.

“Så det fedeste, jeg synes ved det, det er egentlig, at jeg bliver anset som helt grøn og så bygger vi lige så stille op. Der bliver ikke forhastet noget,” siger Gustav.

 

Beslutningen om at tage uddannelsen

Allerede til jobsamtalen fik Gustav at vide, at Novo Nordisk på et tidspunkt stiller krav om industrioperatøruddannelsen. Da der skulle startes et hold op, slog han til. “Hvorfor ikke bare komme i gang, mens jeg også er ung?”

Tanken var, at jo mere papir han kan få på sit CV, jo bedre stillet er han. Et eksempel på, hvorfor det kan være godt at have papir på sit fag, er den fyringsrunde, der i foråret blev gennemført i virksomheden.

Han kan godt se sig selv i virksomheden, og beslutningen blev taget sammen med holdet og lederen, så det passede med vagtplanen.

 

Bekymringer om skolebænk og formler

Gustav havde to store bekymringer: koncentrationen og beregningerne.
“Jeg har aldrig været en skoledreng, jeg er mere til praktikken af det,” siger han.
I dag ser det anderledes ud.

“Nu er jeg meget mere betrygget i det. Jeg synes helt klart, at man er kommet efter det i forhold til, hvor bekymret man var til at starte med.”
Også mødet med de sværere formler er gået godt.
“Så at komme ind i de dybere formler og sådan noget der, det har været meget positivt.”

 

En uge på hovedforløb 2

Hovedforløb 2 foregår på NEG. Mandag og tirsdag er holdet i produktionshallen og arbejder i det område, de skal op i til svendeprøven. “Så vi snuser rigtig meget til det, og vi får det ind i fingerleddene.” Resten af ugen er der teori, blandt andet kemi og engelsk.

Ifølge Gustav, er det sjoveste de fire processer, som eleverne kan trække til eksamen, og hvor de leverer til hinanden ligesom ude i virksomhederne. Det sværeste er kemi.

Planlægningen kan han allerede bruge på arbejdet. Holdet holder morgenmøder i hallen og arbejder med Gantt-kort som produktionsplan. “Det giver sindssygt god mening. Det er noget, man kan relatere rigtig meget til oppe på arbejdet, og som vi faktisk alle sammen bruger.” Skolen forklarer ikke kun hvad man gør,  men også, hvorfor man gør det.
“Man får lige hele smøren om hvorfor.”

 

Et hold på tværs af aldre

Selvom Gustav i dag kan regne på en helt anden måde, lægger han mere vægt på at fremhæve klassen.

“Vi er 14 forskellige mennesker og forskellige aldersgrupper. Her er det spændt fra 26 til 62.” Det passer til ham: “Jeg elsker kommunikation og ligesom at kunne agere i at være sammen med mennesker. Det er en stor del af mig.”

 

Gustavs råd til andre voksne

Til dem, der overvejer en EUV, siger han, at man skal være indstillet på at blive udfordret. “Men hvis man er klar på at tage udfordringerne op, så er det en sindssygt fed uddannelse.”

Til sig selv dagen før start ville han sige: “Bliv ved, selvom det er svært, og spørg om hjælp.” Og til andre: “Gå ind i det med oprejst pande. Underviserne er sindssygt gode til at støtte dig, hvis du har problemer, og vil super gerne hjælpe. Så bare klø på.”

Om han ville træffe samme valg igen i dag, er svaret kort: “Ja, 100 procent.”