ERFA-Metal 2026: Faglig opdatering og stærkt fællesskab på tværs af skolerne
ERFA-Metal 2026: Faglig opdatering og stærkt fællesskab på tværs af skolerne
Den 4. og 5. november samledes omkring 50 deltagere fra cirka 30 af landets skoler til ERFA-Metal 2026 på Fjelsted Skov Hotel & Konference på Fyn. To dage med nyt om smedeuddannelsen, nye teknologier, gruppearbejde og debat gav både faglig viden og et stærkt fællesskab på tværs af skolerne.
Når smedefagets undervisere og ledere mødes til ERFA-Metal, er det for at blive klogere sammen. Her får man de nyeste meldinger om uddannelsen, ser hvad andre skoler arbejder med, og får tid til de samtaler, der sjældent er plads til i en travl hverdag. Sådan var det også i år.
Første dag begyndte med uddannelsen
Onsdagen startede med en velkomst ved Hans Uhd, uddannelseschef på UCRS. Derefter gik vi direkte til det, der optager alle i salen: hvor smedeuddannelsen er på vej hen. MI og IU fortalte om de nye oplæringsmål i smedeuddannelsen og om en analyse af efteruddannelsesbehovet i smedebranchen, hvor AI og digitalisering fylder meget. Vi hørte også om nye fag på smed maritim og om planlægningen af DM i Skills, der holdes i Vejle i 2027.
Bagefter præsenterede Praxis Forlag Smedebogen. Her var det især bogens faglige indhold og AI-assistent, der fangede interessen i videnscenteret.
Fra gruppearbejde til virtuelle klasselokaler
Derefter var det deltagernes tur. I gruppearbejdet satte underviserne fra GF2 og hovedforløbet sig sammen hver for sig, mens lederne havde deres egen gruppe. Det gav plads til at gå i dybden med de udfordringer, man står med netop dér, og til at høre, hvordan andre skoler griber dem an.
Bagefter fik vi et kig ind i, hvordan undervisningen kan se ud fremover. Et oplæg viste mulighederne for brug af VR i undervisningen gennem et online rum, hvor underviseren kan mødes med eleverne virtuelt.
Dagens faglige program sluttede med et debatpanel med repræsentanter fra det faglige udvalg, hvor deltagerne kunne komme tæt på dem, der er med til at forme uddannelsen.
Aftenen hvor netværket blev styrket
Om aftenen samledes alle til fælles aftensmad og hygge. Det er ofte her, ERFA-Metal for alvor viser sin værdi. Når man sidder ved bordet med kolleger fra den anden ende af landet, bliver erfaringer delt, idéer vendt og nye kontakter knyttet. Det fællesskab tager deltagerne med hjem, og det styrker smedeuddannelsen, at skolerne kan lære af hinanden og løfte opgaverne sammen.
Anden dag stod i teknologiens tegn
Torsdagen begyndte med en opsamling ved Hans Uhd, inden turen kom til AI. Jakob Dannesboe fra Videnscenter for Procesteknologi fortalte om videnscenterets arbejde med AI-billedhæfter, fra det første hæfte og frem til i dag.
Samtidig fortalte vi om vores arbejde med at kunne fremstille skærefiler til laserskærer ud fra en håndtegning. Her behøvede deltagerne ikke kun lytte. På bordet lå eksempler på emner, der var skåret på laserskæreren, så man kunne se og mærke resultatet med egne øjne og hænder. Billeder af emnerne kan ses i billedkarrusellen.
Grønnere svejsning med Weldingdroid
Fra vores samarbejdspartner Weldingdroid kom Kevin og gav et oplæg om, hvordan de arbejder for en endnu grønnere hverdag som smed. Omdrejningspunktet var svejsninger, der sparer på både energi og gas, samt sikrer smeden et endnu bedre arbejdsmiljø. Dermed bliver den grønne omstilling og smedens arbejdsmiljø noget helt konkret, som lærlinge kan arbejde med i det daglige.
Efter endnu en runde gruppearbejde sluttede ERFA-Metal 2026 med frokost og tak for denne gang.
Videnscenterets rolle
Videnscenter for Procesteknologi er med i styregruppen for ERFA-Metal. Vi kom med indspark til programmet og stod for planlægningen og dialogen med Fjelsted Skov. Det er en del af vores arbejde med at opbygge og formidle viden og skabe netværk og samarbejde på tværs af skolerne.