RKV: Din erfaring tæller
RKV: Din erfaring tæller
Mange på lagrene kan langt mere, end deres papirer viser.
En realkompetencevurdering (RKV) afklarer, hvor meget merit erfaringen kan give på vejen mod en erhvervsuddannelse. Vi har talt med Palle Jensen, uddannelsesleder på AMU Nordjylland.
Den 15. oktober mødtes vi med Palle Jensen, for at tale om RKV på lager- og terminalområdet. Udgangspunktet er, at mange på lagrene kan langt mere, end deres papirer viser. Vores vært Lennard fra Videnscenter Procesteknologi ville gøre emnet konkret: hvad en RKV er, hvordan den foregår, hvem den giver mening for, og hvad den kan betyde på vejen til faglært.
Hvad en RKV er
Vi startede helt enkelt og bad Palle Jensen forklare, hvad RKV er, kort og simpelt. Han svarer: «Kort og simpelt er det en afklaring på, hvor meget merit man kan få godskrevet, hvis man vælger at tage en erhvervsuddannelse.»
Næste spørgsmål var, hvorfor det er relevant. Her peger Palle Jensen på virksomhedens perspektiv: «Man bliver mere attraktiv for den enkelte virksomhed. Og jo mindre man skal i skole, jo mindre dyr bliver uddannelsen for virksomheden, og jo mere glæde har virksomheden af medarbejderen i den tid, kontrakten løber.»
Så ville vi vide, hvor meget merit man bedst kan regne med. Palle Jensen understreger, at det er individuelt, men at udgangspunktet er tidligere erhvervserfaring inden for fagområdet. «Generelt er to års erhvervserfaring inden for området ofte det, der udløser merit. I samtalen under realkompetencevurderingen afklarer man så konkret, hvad de to års erfaring dækker.»
Sådan foregår vurderingen
Derfra gik vi til selve forløbet: hvordan det ser ud fra start til resultat. Palle Jensen forklarer: «Man tilmelder sig via erhvervsskolen, eventuelt gennem firma eller fagforening, møder op på den aftalte dag og bliver afklaret af en faguddannet person, der kender hele uddannelsesforløbet.»
Vi spurgte også, hvad man bliver spurgt om, og hvem man sidder overfor. Svaret er, at samtalen følger uddannelsens opbygning: «Der er et systematisk skema over uddannelsens fag, og man gennemgår sin erhvervserfaring i dialog med afklareren.»
Mange vil gerne vide, hvilke papirer de skal tage med. Ifølge Palle Jensen skal man medbringe sine skolepapirer. Uddannelsen indeholder også fag som engelsk, dansk, naturfag og samfundsfag, og eksamener fra folkeskolen eller tidligere erhvervsuddannelser kan udløse merit i de specifikke fag. Derudover medbringer man kursus- og kompetencebeviser.
Mange er nervøse for, om papirerne rækker. Palle Jensen fortæller, at afklareren rådgiver om, hvorvidt det kan være en fordel at deltage i et fag igen: «Hvis et kompetencebevis er 15 år gammelt, har samfundet ændret sig, og det kan gavne en til svendeprøven, at man har haft berøring med faget igen.»
Hvem den er relevant for
Herefter spurgte vi, hvem en RKV er relevant for. Palle Jensen svarer: «For alle over 25 år, der har lyst til at tage en erhvervsuddannelse, uanset om man er i arbejde eller kommer fra gaden.»
Vi ville også vide, hvor godt folk kender muligheden og bruger den. Palle Jensen siger: «I det udbud vi har, svinger søgningen utrolig meget over hele året.» Han forklarer, at vejen ind afhænger af situationen: «Er man ansat i en virksomhed, tager man dialogen med virksomheden. Er man ledig, skal man først tage dialogen med sin A-kasse eller fagforening.»
For ledige er vejen altså længere. Palle Jensen peger på, at man som ledig ved at få en RKV kan gøre sig mere attraktiv ved jobansøgning som voksenlærling eller elev.
Vi spurgte desuden, hvordan det hænger sammen, hvis man vil skifte branche til lager og terminal. Palle Jensen lægger vægt på, at man møder op «med et åbent sind», og at A-kassen eller fagforeningen også rådgiver om, hvor der er arbejdsmarkedsbehov, så man sikrer sig en læreplads.
Kan kompetencer fra andre brancher så overføres til merit? Palle Jensen svarer: «Man kan ikke bare overføre alt, for fagretningerne er forskellige.» Kommer man fra en helt anden branche uden relation, er der måske ikke ret meget merit at hente.
Fra vurdering til uddannelsesplan
Her blev samtalen mere principiel. Skolen ønsker at flytte fokus fra at se RKV som en meritmåler til at se den som en god uddannelsesplan. Palle Jensen siger:
«I stedet bør man bruge RKV-dialogen til at lægge den bedst mulige plan for sin uddannelse.»
Den endelige beslutning træffes først, når uddannelsesaftalen tegnes med virksomheden.
Vi pegede på, at der både er en kvantitativ del, merit, og en kvalitativ del, vejen mod svendebrevet. Palle Jensen svarer: «Den kvalitative del fylder rigtig meget, for det er den, der sikrer målet til svendebrevet.»
Økonomi for virksomheden
I forlængelse heraf kom Palle Jensen ind på økonomien for virksomheden. Ifølge ham indeholder voksenlærlingeordningen økonomiske incitamenter:
«Der er løntilskud på 45 kr. i timen for nye medarbejdere og 30 kr. i timen for eksisterende medarbejdere, man opkvalificerer. Desuden koster det ikke virksomheden løn under skoleopholdene pga. refusion.»
Palle Jensen ville også have en vigtig detalje med, nemlig kompetencefondene: «Der findes mange private og branchemæssige puljer og fonde, hvor virksomheder kan søge ekstra midler til efteruddannelse og opkvalificering ud over de statslige tilskud.» Virksomheder bør opsøge rådgivning hos skoler, fagforeninger og brancheorganisationer for at udnytte midlerne.
RKV online findes som en individuel mulighed
Vi nævnte også kort RKV online. Vi er I videnscenteret nemlig blevet opmærksomme på det, og har derfor hørt Palle ad, hvordan det passer ind i billedet.
Palle Jensen forklarer først, at skolen ikke længere åbner dedikerede online-forløb: «Ja, men det er det der med, vi åbner ikke længere online-forløb, som vi prøvede på, fordi der er ikke nogen, der tilmelder sig, da folk måske er ‘bange’ for at gøre det.»
Ved forklaringen skal det følge, at kurset oprindeligt blev til under Covid-19.
Ifølge ham giver samtalen ansigt til ansigt mere mening: « … det handler om, at man sidder og taler sammen ansigt til ansigt ved en afklaring, det giver meget mere mening menneskeligt.» Han peger også på usikkerheden ved at gøre det på afstand: «… i stedet for at sende papirer frem og tilbage, og være i tvivl om man gør det rigtigt eller mangler noget, så kan det skabe det usikkerhed.»
Helt væk er muligheden dog ikke. Vi spurgte ind til, hvordan RKV online passer ind nu. Dertil svarede Palle Jensen: «Det udbydes ikke som et åbent, fast hold, fordi der ikke var søgning på det. Men det tilbydes som en individuel løsning til folk, der bor meget langt væk eller har særlige arbejdsvilkår, forudsat at alle papirer er sendt ind og gennemgået på forhånd.» På den måde kan det altså stadig give noget fleksibilitet i individuelle situationer.
Erfaring bliver til et udgangspunkt
Til sidst bad vi om én samlet sætning om, hvorfor erfaring inden for lager er værd at få vurderet. Palle Jensen svarer: «En RKV gør dig mere attraktiv for arbejdsmarkedet.»
Erfaring fra lageret er mere end år på bagen. Med en RKV bliver den vurderet og omsat til et individuelt udgangspunkt for uddannelse, der kan gøre vejen til faglært kortere, til gavn for både medarbejder og virksomhed.
Læs mere og følg arbejdet på videnscenterportalen.dk/pt.