Bogmærke

Nyt podcastafsnit gør op med fordommene om lager- og terminaluddannelsen

»Hvis du ikke kan andet, kan du altid blive lager- og logistikmedarbejder.«
Sådan lyder en af de sætninger, som mange i faget stadig møder.

I et nyt afsnit af videnscenterets podcast sætter vi den og andre fordomme op imod den virkelighed, der udspiller sig i hallerne og på terminalerne.
Afsnittet sætter særligt fokus på voksne ufaglærte, der overvejer AMU eller efteruddannelse.

For dem kan fortællingerne om faget være med til at forme valget, og nogle gange stå i vejen for det.

 

Tre stemmer fra skole og branche

Med Lennard fra Videnscenter Procesteknologi, som vært allieret med tre gæster, der kender faget fra hver sin side:

Troels Friis, uddannelsesleder for lager- og terminaluddannelsen på EUC Lillebælt. Han er oprindeligt uddannet klejnsmed.

Brian Skovgaard Hansen, faglærer på EUC Lillebælt med 23 års erfaring fra lager og logistik. Han underviser på både grundforløb 1 og hovedforløbet.

Dennis Toft, der startede som vikar hos Blue Water Shipping og siden tog lager- og logistikuddannelsen og terminaldisponentuddannelsen som efteruddannelse.
I dag arbejder han med Lean i en produktionsvirksomhed.

Sammen giver de et billede af faget set fra uddannelsesledelse, undervisning og hverdagen på gulvet.

 

Mere end en palle fra A til B

Dennis Toft kender fordommene fra sit eget liv. Han fortæller om en privat fest, hvor samtalen gik i stå, da han nævnte sit arbejde:

»Lidt ligesom man bliver negligeret, som om at man er lidt smådum, fordi man arbejder på et lager.«

Ifølge Troels Friis hænger billedet ved, fordi det meste af arbejdet foregår, hvor kunden ikke kigger med:

»Du ser jo reelt ikke, hvad der foregår derinde. Så når du går ind for eksempel i Elgiganten og skal hente dit fjernsyn i vareudlevering, så ser du faktisk ikke, hvad der foregår inde bagved. Du ser ikke, at der står en stor lagerautomat derinde.«

Bag det usynlige ligger systemer, stregkoder, lokationer og sortering, som medarbejderen skal have styr på. Dennis Toft siger det sådan:

»Vi kan godt bruge en fra gaden, en vikar, en eller andet til at komme og hjælpe, men vi kan ikke bruge en fra gaden, en vikar eller noget andet til at sætte det her system op.«

 

Teknologi, Lean og blik for helheden

En stor del af samtalen handler om, hvor meget faget har udviklet sig.

På EUC Lillebælt arbejder eleverne allerede med automatiseret lager, små programmerbare robotter og droner, og et nyt speciale i automatiseret lager er på vej.

Brian Skovgaard Hansen lader eleverne regne på, om teknologien overhovedet kan svare sig:

» Er det ikke bare hurtigere, vi flytter det selv med hænderne? Så det har vi prøvet at lave nogle små øvelser i, og det er også noget, jeg kommer til at skulle bruge rigtig meget mere i min fremtidige undervisning, altså at tale ind i det, at være lidt kritisk også på det.«

Samtidig minder Dennis Toft om, at de klassiske kompetencer stadig tæller:

»Og man skal huske på, at den dag maskinerne går ned, det gør de, så er det faktisk ret vigtigt, at man har kendskab til, hvordan man egentlig fører et manuelt lager, for ellers så har vi ingen varer på hylderne.«

 

AMU og efteruddannelse som vej ind og videre

Troels Friis beskriver efteruddannelsen som »et regulært kompetenceløft af den medarbejder, der er«. For ufaglærte er det en indgang til lagerarbejdet, og for faglærte er det en indgang til de nye automatiserede og digitale lagre. Ofte vækker et AMU-kursus interessen for mere:

»Og vi ser ret tit, at de kommer ind efterfølgende og spørger: ›Den der realkompetencevurdering, hvordan var det, at jeg fik den?‹ Og så må vi hjælpe dem derfra.«

For Brian Skovgaard Hansen er det netop det løft, der fik ham til at skifte lageret ud med katederet:

»Så hvorfor så ikke spille 250 gode om året, kan man sige?«

Uddannelsen kan også bygges videre på, for eksempel med terminaldisponentuddannelsen, en akademiuddannelse eller som logistikøkonom.
Dennis Toft har et klart budskab til dem, der tøver:

»Hvad har du at miste? Jamen helt ærligt, uddannelsen er betalt. Du udfordrer dig selv, du bliver klogere på dig selv, især dig selv, men du bliver også klogere på, hvad det er, du laver.«

 

Til dig, der overvejer næste skridt

Podcasten er først og fremmest for voksne ufaglærte og for dem, der allerede er på eller overvejer AMU- eller efteruddannelsesvejen inden for lager og terminal.
Den er også relevant for vejledere, undervisere og virksomheder, der til daglig formidler billedet af faget.

Som lytter får man et holistisk indblik i, hvilke krav faget stiller, hvilke muligheder uddannelsen åbner, og hvordan det føles at stå midt i et fagligt løft. Samtalen kommer også ind på, hvordan unge og deres forældre taler om erhvervsuddannelse, og på Erasmus-muligheder for elever, der vil prøve kræfter med udlandet.

Dennis Toft giver sit eget bud på, hvem uddannelsen er for:

»Så hvis du går med sådan en lille: ›Hvorfor gør vi sådan her?‹ i maven, så er det det, du skal. Så skal du tage en lager- og logistikuddannelse.«

 

Forsyningskæden som samfundets hjerte

Afsnittet slutter med et fælles billede af faget. Troels Friis formulerer det sådan:

»Det er der, livslinjen ud til tingene er. Så det er hjertet i et samfund, kan man sige. Forsyningskæden er hjertet i samfundet.«

Dennis Toft fremhæver, at lager og terminal er et fag, hvor mennesker med meget forskellige baggrunde mødes og finder deres plads: »Så lige præcis lager og terminal, det er noget for alle.«

For os i Videnscenter Procesteknologi er det netop den slags fortællinger, der kan være med til at give et mere præcist billede af erhvervsuddannelserne. Vi siger tak til Troels, Brian og Dennis for at dele deres erfaringer.

Du kan lytte med på podcastafsnittet som er opdelt i to episoder her:
Fordomme om erhvervsuddannelse del 1
Fordomme om erhvervsuddannelse del 2

Har du spørgsmål til podcasten eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte os på procesteknologi@eucl.dk.