Bogmærke

Besøg hos Everfuel: 3D-scan

Mandag den 8. juni var vi på besøg hos Everfuel for at 3D-scanne deres faciliteter.
Formålet var at forevige anlægget, så undervisere og elever fremover kan arbejde med et virkelighedsnært og detaljeret eksempel på brintproduktion via elektrolyse.

Af deres faciliteter scannede vi næsten 2300 m2. Vi kom ind i flere centrale rum og områder, der tilsammen giver et godt billede af den samlede værdikæde fra vand til færdig brint.

 

Indendørs faciliteter

Vi scannede blandt andet vandrensnings- og luftkomprimeringsrummet, deres transformatorer og selve elektrolysebygningen. Derudover kom vi forbi værkstedet, hvor der var et specialområde til vedligehold og reparation af lastbiler til transport af brint.
I værkstedet var der monteret en stor robotkran, som også blev inkluderet i scanningen.

Indenfor fik vi desuden pumperummet og det tilstødende varmepumperum med. I forlængelse heraf scannede vi også en af lavtrykskompressorbygningerne.

 

Udendørs faciliteter

Udenfor så vi, hvor brinten flyttes hen i sidste led af processen, samt energistationerne til påfyldning af brint på lastbilstrailere. Scrubberen blev også medtaget, ligesom H2- og O2-ventilerne udenfor bygningen.

Alt sammen blev dokumenteret i 3D-scanningen. Det giver et visuelt og interaktivt materiale, der gør det muligt at gå tæt på de enkelte procestrin uden at skulle stå fysisk i anlægget.

Vi glæder os til at arbejde videre med scanningen ved at fylde den med relevant praksisnær teori. Materialet forventes udgivet på et tidspunkt i andet halvår af 2026.