Dennis fortæller: Min historie med efteruddannelse
Dennis fortæller: Min historie med efteruddannelse
I sidste uge satte vi os ned med Dennis fra Blue Water Shipping i Taulov.
Han er 38 år, har en broget baggrund og har i nyere tid taget transportområdets disponentuddannelse som voksen.
Vi bad ham fortælle sin historie ærligt og uden filter.
Om vejen ind i uddannelsen, om at være voksen elev, og om hvad det egentlig har betydet for ham både fagligt og menneskeligt.
Lidt om Dennis
“Mit navn er Dennis, jeg er fra årgang 87 og kommer fra Vejle.
Til daglig arbejder jeg hos Blue Water Shipping, hvor vi laver cross-docking og tredjepartslogistik. Jeg har været der siden 2020 først som vikar, siden fastansat.”

Fra selvstændig bryllupsfotograf til lager
Dennis’ vej har ikke været lige. Han startede som 17-18-årig på lager, syntes først at det var kedeligt og tog derfor en tur militæret. Derefter fjumrede han lidt, tog en HF med gode karakterer og uddannede sig til multimediedesigner.
Sammen med en kammerat startede han en lille virksomhed med bryllupsvideo og -foto. Det kørte godt lige indtil corona ramte i 2020.
“Da corona kom, var det pludselidgt meget svært at rejse ud og tage bryllupsbilleder, derfor opløste vi virksomheden. Jeg skulle jo stadig have penge på bordet og kom derfor først via Adecco ud til Blue Water Shipping som virkar. Efter et halvt år som vikar blev jeg fastansat. Så blev jeg tilbudt uddannelsen.“
Hvorfor netop disponentuddannelsen?
Dennis havde ikke lyst til bare at flytte paller resten af livet. Han havde det allerede godt med ledelse fra sin tid som selvstændig og syntes, det var spændende at motivere andre uden at være “chefen med den løftede pegefinger“.
“Jeg vil gerne lede. Jeg vil trække forest. Er der en svær opgave, så kald på mig så kommer jeg og vi løser det sammen. Jeg vil ikke sidde på et kontor og glo. Jeg vil være der, hvor det sker.“
At gå i skole som voksen
Dennis fortæller, at han har ADHD og beskriver sig selv som ekstremt omstillingsparat.
Alligevel var han spændt overat skulle tilbage på skolebænken næsten 20 år efter folkeskolen.
“Det var meget nemmere at forstå tingene nu, end da jeg var 16.
Når man har levet lidt og har erfaringer at trække på, så giver ting som lean og supply chain pludselig mening. Underviserne på EUC Lillebælt: Brian, Flemming, Jan Boris og de andre var helt fantastiske. De omfavner folk og giver en på opleveren. Og så var der ingen lektier. Alting blev undervist på skolen, så når jeg kom hjem, var jeg fri.”
Det han tog med sig hjem
Uddannelsen har givet ham konkrete værktøjer, han bruger hver dag. Især forståelsen af supply chain og ABC-analyse har ændret måden, han tænker på arbejdet.
“Vi har en større kunde, hvor vi konsoliderer varer fra mange underleverandører og sender videre til Norge. Der tænker jeg hele tiden: Hvordan får vi mest muligt med på færrest lastbiler? Mindre brændstof, mindre CO₂-aftryk. Det giver mening nu.”
Sidste år blev han valgt som arbejdsmiljørepræsentant. En opgave han elsker, fordi han får lov til at tale med folk og skabe sammenhold. Han kan alle positioner på lageret og bliver ofte den, kollegaerne spørger til råds.
En ny stolthed over faget
“Før syntes jeg måske, at lagerarbejde ikke var det mest prestigefyldte. Nu ser jeg, hvor kæmpestort logistik egentlig er for samfundet. Når jeg tager på arbejde, ved jeg, at det jeg gør, betyder noget. Jeg er blevet umådelig stolt af at være lager- og logistikmedarbejder.”
Om fem år
Dennis drømmer om at blive leder, men en leder der stadig har fødderne solidt plantet på gulvet.
“Jeg vil gerne have medbestemmelse. Kunne gå ind til min leder og sige: Mine kollegaer mangler det her – lad os få det gjort. Som jeg gjorde, da vi fik exoskeletter til containerudtømningen. Det binder det hele sammen.”
Han har overvejet en mini-MBA, men lige nu prioriterer han tid med kone og børn.
Måske kommer det senere.
Råd til andre, der overvejer efteruddannelse
“Hvis du føler, det er det, du skal så gør det. Vi lever i et land, hvor muligheden er der.
Du skal ikke betale for det, og du får rigtig meget værdi for din tid. Og så skal du lade være med at lytte til fordommene om, at det kun er de ‘dumme’, der tager de her uddannelser. Uden faglærte stopper samfundet med at fungere.“
Dennis’ historie er en påmindelse om, at det aldrig er for sent at tage et nyt skridt og at den rigtige uddannelse kan give både ny faglig stolthed, konkrete værktøjer og modet til at lede fra gulvet.