Videnscenterdag 28. januar 2026: Når netværk bliver til fælles retning
Alle landets videnscentre samlet til netværksdag hos Videnscenter for Jord og Landbrug
Den 28. januar 2026 var alle landets videnscentre samlet hos det nyeste i flokken, Videnscenter for Jord og Landbrug, til en spændende netværksdag. Vi deltog sammen med Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed, Videnscenter for Velfærdsteknologi, Videnscenter for Automation og Teknologi, Merkura og CIU Center for IT i undervisningen.
Dagens tema var netværk, samarbejde, kendskab og ikke mindst fællesskab. For vi videnscentre skal være de faglige fyrtårne, og det kan vi kun, hvis vi står sammen og spiller hinanden gode.
På trods af vores forskellige ophav er vi ikke længere fra hinanden, end at vi deler et fælles mål: at udvikle gode, praksisnære og kvalitetssikrede undervisningsmaterialer til glæde for både undervisere og elever og lærlinge.
Faglig speeddating med høj energi
Hvordan sikrer man fælles retning og gensidig forståelse, når vi er 50 plus ansatte med vidt forskellige faglige kompetencer.
På dagen skete det gennem nøje tilrettelagte “dates”. Ikke fordi vi fandt kærlighed ved første blik, men fordi vi fandt synergier ved første hik. Otte grupper, fire forskellige temaer og et højt tempo, hvor dialoger, feedback, refleksioner og idéer fløj hen over bordene i en form for faglig speeddating.
Energien var til at tage og føle på, uanset hvor man kiggede hen. Ud af alle disse samtaler kom en lang række guldkorn, som vi nu kan arbejde videre med internt og vil bruge til at blive endnu bedre til at løfte i flok og gøre en forskel for endnu flere.

Vores vigtigste erfaringer fra grupperne vi deltog i
En af de tydeligste erfaringer, vi tog med os hjem, var hvor vigtigt det er, at samarbejde på tværs bliver konkret og anvendeligt. I vores samtaler blev der delt greb, modeller og udfordringer, som på hver sin måde pegede på samme retning: Vi får mest ud af hinanden, når vi bliver konkrete, deler det vi faktisk har prøvet, og tør stille spørgsmål til de valg vi træffer.
Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed delte blandt andet en didaktisk “trappe”, som satte gang i en god refleksion om progression i materialer. Hvordan rammesætter vi læring, så det både giver mening for dem der er helt nye, og dem der allerede har erfaring. Den slags værktøjer gør det lettere at udvikle materialer, der kan bruges bredt uden at miste den faglige præcision.
AI fylder, så erfaringsudveksling skal være konkret
Et gennemgående tema i grupperne var AI. Mange oplever, at området udvikler sig hurtigt, og at risikoen for at genopfinde hjulet er stor, hvis vi ikke deler erfaringer mere systematisk. Samtidig var der en tydelig enighed: Erfaringsudveksling virker kun, hvis emnerne er konkrete. Bliver det for generelt, går vi tabt i “videnscentersnak”, og så får vi ikke faglærere med videre.
Derfor talte vi om et ERFA format med afgrænsede temaer, konkrete cases og tydelige takeaways. Her opstod begrebet “erfaringsbuffet” som en enkel måde at beskrive det på: Vi mødes, viser hvad vi har gjort, og tager det med hjem, vi kan bruge. Ikke for at gøre alt ens, men for at blive klogere og få nye idéer ved at se hinanden i øjnene. Gruppen pegede på AI som et oplagt udgangspunkt for en sådan erfaringsbuffet.
IoT, Industri 5.0 og fælles berøringsflader
Vi var også omkring Industri 5.0, big data og AI som værktøj, samt IoT som et område, hvor vi ofte har forskellige indgange og erfaringer. Pointen var ikke, at vi skal gøre alt ens. Pointen var, at vi får værdi ved at spejle os i hinanden, stille kritiske spørgsmål og blive inspireret af alternative tilgange. Det kan løfte kvaliteten af det, vi hver især bygger og gøre vores materialer mere robuste.
Når bæredygtighed skal lande rigtigt i en håndværksfaglig virkelighed
Et vigtigt spor handlede om en udfordring, som Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed pegede på: Hvordan formidler man bæredygtighed på en måde, der giver mening i en håndværksfaglig virkelighed.
Her blev der åbnet for, at vi kan tale videre sammen, eksepelvis afsæt i Smart Grid-spillet og den måde det formår at skabe refleksioner om energi, valg og konsekvenser. Der blev også rejst en mulighed for et bredere samarbejde, hvor flere videnscentre kan bidrage, hvis der er interesse.
Hvad skal der til for at samarbejde med faglærere kan lykkes
Det var tydeligt at samarbejdet med undervisere og udvikling af undervisningsmaterialer fyldte en stor del. Der var bred genkendelse af, at det kan være svært at få faglærere købt fri i en travl hverdag. Derfor var det værdifuldt at vende, hvad der i praksis får samarbejder til at fungere.
Vi delte vores erfaringer med en enkel ramme for samarbejdet med undervisere: Mål og handleplan, arbejdsmatrix og kontrakt. Dialogen pegede på en række forhold, der typisk gør en forskel:
Datoer lægges i god tid.
Timebidrag fungerer som en realistisk ramme.
Uddannelsesledere som kontaktpersoner giver forankring.
Kontraktbaseret arbejde skaber klarhed og retning.
Materialer genbesøges, så de ikke dør efter første udgivelse.
Vi bød også ind med en praktisk idé, som flere kunne se potentiale i: At vi som videnscenter kan tage første undervisningsgang med et nyt materiale ude i klassen. Det kan aflaste underviseren, gøre samarbejdet mere realistisk og øge sandsynligheden for, at materialet faktisk bliver brugt.
Konkrete forbindelser vi tager med videre
Dagen gav flere konkrete koblinger, som vi ser potentiale i at følge op på. Vi blev blandt andet nysgerrige på, at Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed allerede har udviklet materiale om laserskæring, som vi selv er på vej til at udvikle materiale til.
Der var også spændende dialoger med Videnscenter for Velfærdsteknologi om velfærdsrobotter, hvor vi blandt andet delte viden om Teslas satsning på Optimus robotten som eksempel på, hvordan robotteknologi kan udvikle sig i retning af støtte og assistence.
Samtidig fik vi kendskab til et makerspace i Silkeborg, som kan være relevant at tænke ind i forbindelse med teknologikurser.
Der var også en interessant kobling til CIU Center for IT i undervisningen, hvor Morten Walsted arbejder fuld tid med kunstig intelligens som konsulent, holder opdateringsmøder på Teams hver anden måned og har været tidligt ude med undervisning i ChatGPT. Vi hørte også om CIU learning bot, som er et AI-værktøj, der er relevant at kende til i den digitale udvikling vi selv står i.
I forlængelse af AI-snakken drøftede vi også et perspektiv, som flere kunne nikke genkendende til: At teknologien er på vej til at blive så moden, at vi fremover skal gøre os mindre afhængige af, at alt foregår som tekst. Mere kan ske gennem tale, video og mere praktiske arbejdsgange, og det kan få betydning for, hvordan vi designer materialer, så de bliver lettere at bruge i hverdagen.
Rundvisning hos Jordbrugets UddannelsesCenter Århus
Dagen blev rundet af med en rundvisning i de helt særlige omgivelser hos Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, hvor vi både mødte alpacaer, slanger, heste, køer og en traktor eller to, samt så en masse glade elever og lærlinge i deres rette element. Det gav et meget konkret billede på den faglige bredde og praksisnærhed, vi også arbejder for i vores materialer.



Tak for en dag med fælles retning
Vi tager hjem med ny energi, nye kontakter og en fælles forståelse af, at vi kan løfte mere sammen, hvis vi tør gøre samarbejde konkret og tilgængeligt.
Vi i Videnscenter Procesteknologi siger tak til Videnscenter for Jord og Landbrug for værtskabet og til alle deltagere for en dag præget af åbenhed, nysgerrighed og fælles retning.
