Videnscenter Procesteknologi får ny Videnscenterchef
Videnscenter Procesteknologi får ny Videnscenterchef
Skifte i ledelsen ved Videnscenter Procesteknologi
I forlængelse af permanentgørelsen af Videnscenter Procesteknologi pr. 1. januar 2025 er der gennemført en planlagt gradvis overdragelse af ledelsen mellem Videnscenterchef Henning Aaberg og Vicevidenscenterchef Jonas Bek Jensen.
Det endelige skifte er sket fra den 1. august 2025 med Jonas Bek Jensen som Videnscenterchef for Videnscenter Procesteknologi, og Henning Aaberg fortsætter som Uddannelseschef ved EUC Lillebælt med værtskoleansvar for Videnscenter Procesteknologi.
En stærk faglig baggrund
Jonas bringer en bred erfaring med sig, der kombinerer det direkte kendskab til erhvervsuddannelsessystemet med mange års indsigt i procesindustrien. Med en baggrund som procesoperatør og HTX (EUX) har han tidligt opnået en kombination af teoretisk viden og praktiske færdigheder.
Hans læretid hos Cheminova (nu FMC) og efterfølgende erfaring som procesoperatør ved Arla har givet ham et indgående kendskab til avancerede produktionsprocesser og samarbejde i komplekse driftsmiljøer.
Efterfølgende videreuddannede Jonas sig til maskinmester og har siden arbejdet som projektleder hos Dansk Ingeniør Service (DIS) og FarmDroid. Han har desuden arbejdet med ledelse som selvstændig konsulent, hvor han har bistået virksomheder med at udvikle deres organisationer og processer.
Denne rejse har styrket hans tekniske, ledelsesmæssige og strategiske kompetencer og givet ham en solid forståelse for, hvordan teori og praksis bindes sammen i moderne industrivirksomheder.
En leder med blik for mennesker og faglig udvikling
Jonas’ erfaring rækker ud over det rent faglige og tekniske. Han brænder for uddannelse og innovation og har en tydelig forståelse for vigtigheden af at udvikle både mennesker og organisationer. Hans frivillige engagement i MC For Udsatte Unge, hvor han arbejder med at skabe strukturerede oplevelser og fællesskaber for unge, viser en leder, der forstår at bygge relationer og motivere andre.
Denne kombination af menneskeligt overskud og faglig indsigt gør Jonas til en stærk profil for Videnscenter Procesteknologi. Han kender de udfordringer og muligheder, som erhvervsuddannelserne står overfor, og han forstår samtidig industriens krav og udviklingstempo.
Klar til næste kapitel
Med Jonas Bek Jensen som ny Videnscenterchef og Henning Aaberg Uddannelseschef på værtsskolen EUC Lillebælt står Videnscenter Procesteknologi stærkt rustet til fremtiden.
Overdragelsen har sikret en glidende overgang og bygger videre på det fundament, der er skabt over de seneste år. Målet er fortsat at være et fyrtårn for vidensdeling, sparring og udvikling af læring inden for det procestekniske erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelsesområde til gavn for alle branchens interessenter.
