Smart Grid Spillet - Pilottest
Pilottest af Smart-Grid Spillet med Elever fra EUC Lillebælt
Hos Videnscenter Procesteknologi arbejder vi løbende med at udvikle nye og engagerende læringsmetoder – og nu har vi taget et skridt i en helt ny retning! Vi har netop gennemført en pilottest af ”Smart-Grid Spillet”, vores nye brætspil – sammen med elever fra EUC Lillebælt.
Hvad er Smart Grid?
Smart Grid handler om at balancere elnettet, så vi bruger strømmen smartere og reducerer CO₂-udledningen fra kraftværkerne. I stedet for at kraftværker konstant skal tilpasse produktionen til forbruget, gør Smart Grid det muligt at justere elforbruget i takt med, hvornår der er mest grøn energi tilgængelig.

En Ny Læringsmetode – Brætspil i Undervisningen
Læring sker ikke altid bedst gennem traditionel tavleundervisning. For at styrke elevernes forståelse af komplekse teknologier, samarbejder og energisystemer har vi udviklet et interaktivt brætspil, hvor de selv kan eksperimentere med strategier for energistyring. Formålet er at kombinere læring med spil, så eleverne på en sjov og engagerende måde lærer om energiforsyning, forbrugsoptimering og bæredygtighed.
Hvordan forløb pilottesten?
Tirsdag aften samledes fem engagerede elever fra skolehjemmet ved EUC Lillebælt for at teste den første udgave af Smart-Grid Spillet. Eleverne blev sat i en række forskellige scenarier, hvor de skulle træffe strategiske valg om energiforbrug, energiudveklsling, produktion og lagring. Hvordan balancerer man en bæredygtig energiforsyning med økonomisk rentabilitet? Hvordan reagerer nettet på store udsving i efterspørgslen? Det var nogle af de spørgsmål, spillet bragte i spil – bogstaveligt talt.

Hvad lærte vi fra pilottesten?
Spillet skaber engagement og strategi – eleverne blev hurtigt opslugt af at optimere deres energiforsyning.
Stor nysgerrighed omkring fremtidens elnet – eleverne stillede mange spørgsmål og diskuterede løsninger undervejs.
Værdifuld feedback – vi har fået konkrete forbedringsforslag, der kan gøre spillet endnu bedre.


Denne første testkørsel har givet os vigtig indsigt, som vi nu bruger til at finpudse spillets mekanikker og læringsudbytte. Vores mål er at udvikle et spil, der kan bruges bredt i undervisningen og give eleverne en dybere forståelse af energisystemer og grøn omstilling – på en ny og anderledes måde.
Vi glæder os til næste testfase, hvor vi vil spille spillet med de nye erfaringer/forbedringer med en række undervisere. Har du mod på at prøve det af med os så ræk endeligt ud til Jonas på JJE@eucl.dk
Tak til eleverne fra EUC Lillebælt for deres engagement og til Mette Mosti for at sikre en glidende afvikling af testen!