Bogmærke

Fra procesoperatør til kandidat i medicin med industriel specialisering

Procesoperatør, som er en af Videnscenterets uddannelser, åbner flere forskellige muligheder efter endt uddannelse. I denne artikel fortæller Søren Lundsgaard om uddannelsen og, hvad han har beskæftiget sig med, siden han færdiggjorde procesoperatøruddannelsen i 2016.

Jeg valgte procesoperatøruddannelsen med EUX, da jeg så et stort potentiale i at kombinere en erhvervsuddannelse med en gymnasial uddannelse. Igennem folkeskolen har jeg været relativt bogligt stærk, så jeg ville helt klart kunne udvikle mig ved at tage en erhvervsuddannelse.
Min familie har alle en eller anden form for erhvervsbaggrund, så det at tage en ud-dannelse i det spor, kombineret med en gymnasial uddannelse, faldt i god jord. Derudover var der løn under uddannelse, og det var svært at finde andre interessante uddannelsesmuligheder i mit nærområde – det talte også for, at jeg valgte EUX procesoperatør.

Uddannelsen var virkelig god. Der var god afveksling mellem teori og praksis. Uddannelsen var delt op, så jeg både fulgte en klassisk gymnasieklasse på ca. 25 elever samt vores egen procesoperatørklasse med 4 elever. Når vi havde gymnasiefag (dansk, engelsk, fysik, kemi, matematik, samfundsfag mv.), var det meget klassisk undervisning med en lærer, der lærte fra sig, og eleverne der tog noter og løste opgaver.

Under procesoperatørdelen var vi til dels sammen med en klasse elektrikerlærlinge, da grunduddannelsen til procesoperatør bestod i at gennemføre grundforløbet som elektriker. Derudover havde vi også procesfag, hvor vi styrede rigtige procesanlæg og lærte, hvordan man skulle fejlfinde, tage prøver, sørge for god hygiejne og generelt vise, at man havde kompetence til at styre et procesanlæg.

Vi havde også dygtige undervisere, som så potentiale i uddannelsen og var gode til at lære fra sig. Da EUX procesoperatøruddannelsen stadig var ny, var vi også ude til forskellige begi-venheder for at fortælle om uddannelsen. Udover at sidde på skolebænken var vi også i løbet af uddannelsen hjemme på vores respektive lærepladser. Der brugte vi de kompetencer, som vi havde lært på skolen, og omsatte dem til praksis.

Efter jeg blev færdigudlært EUX, procesoperatør i sommeren 2016, startede jeg som vikar ved Færch Plast. Der sørgede jeg for fremstilling, kvalitetssikring og pakning af plastemballage til fødevareindustrien.

Jeg var ved Færch Plast fra efteråret 2016 til foråret 2017. I 2017 aftjente jeg min værnepligt ved Beredskabsstyrelsen. Jeg blev så glad for Beredskabsstyrelsen, at jeg fortsatte videre på sergentuddannelsen, som jeg blev færdig med i sommeren 2018. Igennem hele forløbet ved Beredskabsstyrelsen har jeg trukket på mine praktiske færdigheder, som jeg tilegnede mig igennem procesoperatøruddannelsen.

Fra 2018 til 2020 var jeg i forskellige stillinger ved Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, dels som underviser, holdleder, brandmand og oplægsholder. I sommeren 2020 startede jeg på bacheloruddannelsen “Medicin med industriel specialisering” på Aalborg Universitet. Jeg færdiggjorde bacheloren i 2024 og fortsætter på kandidaten til september 2024.

Igennem uddannelsen får man en masse værktøjer og kompetencer inden for erhvervet, som man ikke kan læse sig til. For eksempel den tankegang, der skal til for at tilgå og løse forskellige opgaver. Derudover får man også en masse praktisk erfaring med værktøj, så man ved, hvordan man bruger en hammer, skruetrækker eller svensknøgle.

Procesoperatør er en erhvervsuddannelse, og vi mangler dygtige folk inden for erhvervet.

Opgaverne er meget varierende. Vi var 4 procesoperatører, og vi kom fra hver vores læreplads med vidt forskellige opgaver. Så uddannelsen åbner op for virkelig mange døre.