Den 2. september var der bæredygtighedsdag på Kold College – hele skolen deltog.
Dagen gik ud på, at eleverne fra de forskellige uddannelser skulle prøve at snuse til en anden uddannelse end deres egen. Formålet var at sætte fokus på bæredygtighed og samtidig skabe et bedre fællesskab på tværs af uddannelserne. 

Mejeristeleverne brugte dagen på bageruddannelsen, hvor de blandt andet skulle bage chokolade cookies og lave rugbrødssnacks. Det bæredygtige element skulle findes i de råvarer, der blev brugt. Der var fokus på, at der skulle laves retter og snacks af råvarer, som skolens elever selv havde produceret i forbindelse med deres uddannelse. Smørret til de mange cookies var lavet af mejeristeleverne, rugbrødet til de mange rugbrødssnacks var blevet bagt af bagereleverne, men var tæt på sidste udløbsdato. For at undgå madspild blev de derfor lavet om til lækre rugbrødssnacks med sukker og kanel.

Alexander er lige startet på mejeristuddannelsen og går på GF2. Til daglig er han i lære hos mejeriet Akafa i Svenstrup i Aalborg. ”Jeg synes faktisk, at det er sjovt at prøve bagerfaget. Vi ser jo lidt, hvad vores produkter bliver brugt til. Men det er også tydeligt at se, at bagerne arbejder med hygiejne på en anden måde. Vi er jo helt pakket ind i kitler og hårnet, når vi er ude på mejeriet, og vores overflader er altid helt klinisk rene. Så jeg har vist allerede fået en arbejdsskade som mejerist – kan man vist godt sige.” fortæller Alexander mens han griner.

Bæredygtighedsdagen var arrangeret, så eleverne fra de forskellige uddannelser fik muligheden for at se, hvor og hvordan deres produkter bliver brugt i andre fag. Men de fik også ideer til, hvordan de forskellige madvarer kan bruges for at undgå madspild.

Mejerielever fra GF2 er i gang med at bage chokolade cookies
Chokolade cookies in the making