Fredag den 3. juni 2022 afholdte Videnscenter Procesteknologi DM i elevbrygget øl for andet år i træk. I alt 4 skoler deltog og havde hver 2 øl med til bedømmelse.
De 4 skoler, der konkurrerede mod hinanden, var NEXT, Processkolen, Erhvervsakademiet Aarhus og EUC Lillebælt.

Op til konkurrencen havde de deltagende elever fra Processkolen lånt videnscenterets bryg-udstyr. Dorthe, der er skoleoplæringsinstruktør, havde guidet og undervist elevene i øl-brygningen: ”Vi lavede øl på både vores eget og videnscenterets anlæg. Vi lavede en corona inspireret øl på videnscenterets anlæg og en weissbier på vores eget. Det var nemmere at styre varmen på videnscenterets anlæg, og det ville faktisk være rigtig godt at bruge, hvis man vil brygge hjemme. Vores eget anlæg består af lidt flere processer, hvilket er rigtig godt i forhold til det eleverne skal lære i forbindelse med brygningen. Men generelt er øl-brygning en lærerig proces for eleverne, fordi de får lov til at arbejde med en konkret proces fra start til slut og med alt, hvad dette indebærer. De øl som ikke bliver gode, laver vi om til sprit, som vi kan bruge til rengøring.

På Processkolen går de så meget op i øl-brygningen, at de også selv dyrker deres eget malt. De spirer, rister og renser malten, så det kan bruges i øl-brygningen. Det tager ca. 6 timer at brygge øllen, hvor den efter de 6 timer bliver sat til gæring i 7-21 dage alt efter, hvilken øl man vil brygge. Jo mere gæring, jo mere alkohol kommer øllen til at indeholde.

Da eleverne fra de 4 skoler mødte op ved videnscenterets undervisningsbryggeri, startede de med at indlevere deres øl. Imens 3 kompetente dommere bedømte øllene, fik eleverne en rundvisning, hvor de fik set videnscenterets faciliteter og afprøvet både VR og AR briller.

Bedømmelsen

Dommerpanelet bestod af Brygmester Stefan Peter Stadler, Produktionschef fra Carlsberg Nick Christensen og æresmedlem samt tidligere næstformand for Danske ølentusiaster Torben Steenberg. Når øllene skal bedømmes skal alt fra aroma, udseende, smag, mundfylde og overordnet oplevelse bedømmes. De forskellige punkter bliver bedømt med point, hvor den øl med flest point vinder. Stefan Peter Stadler, fortæller om bedømmelsen: ”Alle punkterne skal spille sammen, og er afhængig af selve øllen – en lys øl bedømmes på én måde, mens en mørk bedømmes på en anden. Alt fra hvordan den lyder, når man åbner den til, hvordan etiketten ser ud, bedømmes sammen med de andre parametre.

Vinderne af DM i elevbrygget øl 2022 blev procesoperatøreleverne fra EUC Lillebælt. De vandt med deres Sort Enke. Hamid, der var blandt vinderne, fortæller: ”Da vi bryggede øllen havde vi stor fokus på sukkeret. Vi havde bevidst valgt at bruge en lys muscovadosukker for at få en bestemt smag frem. Når det kommer til øl-brygning er sukker ikke bare sukker – hver eneste ingrediens og mængden af det har betydning for, hvordan øllen bliver.”

Nogle af konkurrence deltagerne
De konkurrerende øl
Dommerne smager og bedømmer øllene
Deltagerne får en rundtur i undervisningsbryggeriet
Der var også tid til at prøve AR-briller
Dommerne afslører vinderne af DM i elevbrygget øl 2022
Hamid med vinder-øllen, pokal og diplom
Vinder-øllen Sort Enke og vinder-pokalen