"Isabella har banet vejen for at også den næste klejnsmedelærling i firmaet kan blive en pige."

Sådan lød indstillingen af 19-årige Isabella Rønnow Ankerstjerne, som til dagligt læser til klejnsmed på EUC Lillebælt, til Zontas Håndværkerlegat. Indstillingen fra hendes lærer Per Juhl Kristensen fra EUC Lillebælt og lærepladsen Dansk Energi Service skete på baggrund af hendes ”exceptionelt store potentiale” og fascination af teknikkerne fra smedefaget.

Isabella vandt Zontas Håndværkerlegat på 10.000 kr., som for første gang blev uddelt i år. Med legatet vil Zonta ”fremhæve de rollemodeller, som kan være med til at inspirere flere kvinder” til at vælge et håndværkerfag.

For Isabella er dette kun starten, og efter sin elevtid sigter hun efter at arbejde som klejnsmedesvend og fortsætte med at dygtiggøre sig inden for smedefaget.

Læs mere om Zontas Håndværkerlegat og Isabella på Jern & Maskinindustrien, hvor Per Juhl Kristensen og Dansk Energi Service roser Isabella for hendes talent og nysgerrighed for svejseprocesser og smedeteknikker.

Billedet er venligst udlånt af Zonta.