Svensk produktionschef bliver uddannet mejerist i Odense

Jonas Månsson er 35 år og bor i Falkenberg, der ligger på Sveriges vestkyst syd for Göteborg. I 11 år arbejdede han på et centrallager i Falkenberg og kørte truck, og startede hos Arla i 2016 som Förpackningsoperatör/emballageoperatør. Siden da har karrieren taget fart, og han har arbejdet sig op som afdelingsleder og produktionschef i Arlas afdeling i Falkenberg, hvor han stadig arbejder i dag.

Nu er tiden kommet til, at Jonas Månsson vil være mejerist – og det eneste sted uddannelsen findes i norden er på Kold College i Odense.

Jonas fortæller, at han gerne vil være mejerist, fordi der er meget udviklingspotentiale på mejeriområdet.
– Man kan gå vidare som chef eller inrikta sig mer och bli specialist inom något område.

Hvorfor vil en produktionschef være mejerist?

For Jonas medfører en uddannelse som mejerist en større forståelse af hele processen i sin rolle som produktionschef, hvilket han mener er vigtigt for at kunne være med til at udvikle mejeriet og bidrage, når der opstår problemer ude i produktionen.

Det Jonas bedst kan lide ved mejeristuddannelsen er, at han kan udvikle sig som chef og dermed også være med til at udvikle andre.

Pendling på højt plan

At tage en hel uddannelse på et andet sprog kan godt være lidt af en udfordring, men for Jonas er det samtidig fedt at være i et andet land, som på mange måder slet ikke ligner Sverige, selvom de to lande ligger lige ved siden af hinanden. Den største udfordringer er helt klar at være væk fra familien, fortæller Jonas. Men fordelen er at han kan komme hjem i weekenderne.

Fremtidsdrømmen for Jonas er, at trives i sit arbejde, hvor der er fokus på udvikling og samtidig være sammen med familien. Men lige nu er fokus på, at klare mejeristuddannelsen så godt som overhovedet muligt.

Jonas Månsson i træningsmejeriet på Kold College