Smedehold besøger Force Technology
Smedeholdet på EUC Lillebælt har besøgt Force Technology i Middelfart, der bl.a. er specialister inden for svejseteknologi. Smedeeleverne kunne derfor blive klogere på NDT-kontrol (Non-Destructive-Testing). NDT indebærer at kunne opdage skader på fx produktionsanlæg og bygninger, at finde skjulte fejl og analysere produkter.
På deres besøg fik eleverne en fremvisning og introduktion af røntgen, magnetprøvning, penetrant og ultralyd, der alle er måder, der kan bruges til at kvalitetssikre en svejsning. Med røntgen og ultralyd kan eleverne finde de indre skjulte fejl i en svejsning, mens penetrant og magnetprøvning kan bruges til at finde de ydre fejl.
Med den nye viden fra Force Technology, kan smedeleverne i fremtiden bruge de forskellige metoder at finde svejsefejl. Derfor vil det også være nemmere at rette op på fejlene. Det kan man bl.a. gøre ved at slibe området med fejlen væk og lave en ny svejsning.