I går den 5. februar 2020 blev der på Kold College og Dalum Landbrugsskole afholdt Mejeribrugets dag, hvor deltagerne kunne opleve virksomhedsbesøg, foredrag, networking og kredsudstilling.

Mejerielever, mejerister mm. kunne derfor opleve og smage ca. 640 forskellige mejeriprodukter, som stod på rad og række i en afkølet hal.

De fleste af dagens forskellige foredragsholdere havde klima og bæredygtighed som omdrejningspunkt, der jo i 2020 er et vigtigt område at skabe viden omkring – også i forbindelse med produktion af mejeriprodukter.

Henrik Kristensen var én af de mejerielever, der havde meldt sig til at hjælpe til ved kredsudstillingen.
”Lige nu er jeg ved Brenderup Mejeri, hvor jeg producerer Mozzarella ost. Før producerede jeg Blåskimmel. Det gode ved sådan en dag som i dag er, at jeg får lov til at se en masse nye produkter. Jeg er jo en blåskimmel-nørd, så jeg er særligt interesseret i blåskimmelostene.”

Kredsudstillingen er ikke kun en udstilling af mejeriers forskellige produkter. Det er også en konkurrence, hvor mejeriernes produkter bedømmes af et hold dommere. Ét hold dommere bedømmer eksempelvis gule oste, mens et andet hold dommere bedømmer blåskimmeloste.

”Produkterne kan højst få 15 point fra hver dommer. Og så er det altså en rigtig, rigtig god ost, hvis den får 15 point. Jeg tror, at det mejeri, der står bag det bedste produkt inden for hver kategori, vinder en pris.”, fortæller Henrik Kristensen.

Som mejerielev kan pointene bruges til at skelne mellem produkterne – hvilke er gode, hvilke er knap så gode, og hvorfor er de det? Her er det både konsistens, ingredienser osv. der har stor betydning for ostenes færdige resultat.

Mejeribrugets dag
Langbord med mælk og smør
Mejeribrugets dag
Langbord med skæreoste
Et udsnit af de mange langborde fyldt med lækre oste