For 45-årige Hejdi havde en karriere inden for lager og logistik rumsteret i tankerne i mange år. Da arbejdssituationen indbød til et karriereskift, bemærkede hun hurtigt de mange ledige lagerstillinger, hvilket gav hende det sidste skub til at skifte sin titel ud med en ny.   

Hejdi er oprindeligt uddannet servicesekretær, men har aldrig brugt uddannelsen. I stedet har hun arbejdet som pædagogmedhjælper i mange år. ”Jeg har længe haft en forestilling om, at jeg skulle arbejde på et lager, og da jeg ikke kunne blive forlænget som pædagogmedhjælper, var tidspunktet oplagt.”.

”Jeg kender nogle stykker, som arbejder hos ITW Construction Products i Middelfart, der alle anbefalede mig at søge hertil. Det var vigtigt for mig at være 100 % sikker på, at det var lager jeg ville, så inden jeg skiftede branche, var jeg i erhvervspraktik hos ITW i 4 uger. På den måde kostede det heller ikke virksomheden noget. Efter 1 uge i praktik var jeg ikke længere i tvivl om, at det var lager, jeg skulle arbejde med.”, fortæller hun.

Fysisk aktivt arbejde trods dårlige knæ

Hejdi er lige begyndt som lager og logistik lærling, og er færdiguddannet i sommeren 2021. ”Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke skulle gå i gang med en uddannelse, der varede mere end 3 år, ellers ville jeg hoppe fra. Derfor er jeg virkelig glad for min beslutning.”

”Hos ITW arbejder vi meget struktureret. Vi hjælper hinanden og har et godt sammenhold. Jeg lærer at pakke, plukke og stable varerne. Jeg lærer at køre truck, og er ved at tage truckcertifikat på EUC Lillebælt. Arbejdsopgaverne passer virkelig godt til mig, fordi jeg godt kan lide at bruge mine arme og generelt være fysisk aktiv og have travlt.”

Selvom Hejdi har det godt med fysisk arbejde, har hun før sagt nej til arbejde på grund af dårlige knæ. ITW går meget op i sikkerhed og opdaterer løbende redskaber og måder at arbejde på, fordi de passer på deres medarbejdere. ”Jeg kan godt lide at være i gang, når jeg er på arbejde, og heldigvis er lagerarbejdet ikke noget, der går ud over mine knæ, fordi vi har så meget nyttigt udstyr. Det betyder også, at jeg er meget mere fleksibel i forhold til arbejdstider og opgaver.”, afslutter Hejdi.

Hejdi på lageret hos ITW Construction Products. ITW Construction Products er en stor international virksomhed, der primært leverer søm, skruer og beslag til byggevirksomheder og byggemarkeder.