Sune Friis Petersen er som 35-årig startet på en erhvervsuddannelse som smed. Efter 12 år med fast arbejde, jobsikkerhed og god løn er han gået efter drømmen om at få en håndværksmæssig uddannelse.

Sune Friis Petersen fik smag for smedefaget på et kursus hos AMU-Fyn. ”Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville have en håndværksmæssig uddannelse, og kurset gjorde mig sikker på, at det var smed jeg skulle være.”

”Jeg er egentlig udannet IT-supporter, men har aldrig brugt min uddannelse. Jeg blev ganske enkelt træt af at se på computere. Jeg har i stedet været i militæret og arbejdet i mange år hos Post Nord.”, fortæller Sune.

På hjemmefronten passede tidspunktet godt i forhold til at starte uddannelse. ”Min kone er lige blevet færdig på universitetet, hvor hun også har fået arbejde. Det passede rigtig godt ind i vores hverdag, at jeg startede på en uddannelse nu – og med 2 små børn, er det vigtigt, at det hele passer sammen”, fortæller han.

Nemt at finde læreplads

Sune startede på EUC Lillebælt som rustfast smedelærling og fik hurtigt læreplads hos Cabinplant i Haarby, der laver udstyr til industribranchen i store dele af verden. ”Det var det første sted jeg søgte, så det har uden tvivl været nemt at finde læreplads. Alle mine klassekammerater har også haft meget nemt ved at finde deres læreplads.” fortæller han begejstret.

”For mig er det nemmere at tage en uddannelse som voksen. Jeg blevet et mere dannet menneske. Jeg forstår, hvad det indebærer at have et fuldtidsarbejde, og skolemæssigt er jeg mere med. Som voksenlærling ser man hele projektet for sig, og ikke kun det der er lige foran næsen på én. Som ung skal man først til at lære mange af de mest basale ting, hvor man som voksen egentlig ”bare” skal lære selve faget at kende.”

”Vi er desværre ikke så mange voksenlærlinge, men som voksenlærling kan man virkelig se, hvor meget de unge lærlinge udvikler sig i løbet af uddannelsen. Underviserne på EUC Lillebælt er helt fantastiske til at holde fast i de unge og sørge for, at de gennemfører deres uddannelse.”, fortæller han.

Bliv voksenlærling – det er det værd

Sune Friis Petersen anbefaler dem, der går og overvejer at blive voksenlærling, at de skal gøre det. ”Gør det! Det er det værd. Hvis man gerne vil finde ud af om et bestemt erhverv er noget for én, er det en god ide at tage et kursus. Det er rart at få bekræftet, at det man gør føles rigtigt, inden man siger sit job op.”

Som smed er det ikke kun nemt at finde læreplads – muligheder for job og videreuddannelse er også gode. Sune har allerede tænkt, at han i fremtiden vil læse videre. ”Smedefaget kan godt være fysisk hårdt. Men jeg vil først videreuddanne mig, når mine børn engang er blevet store.”, afslutter han.

Sune Friis Petersen i smedeværkstedet på EUC Lillebælt