Smedevirksomheden Pedersen & Madsen A/S i Middelfart har altid mindst 8 smedelærlinge ansat. I virksomhedens optik er det ikke kun en samfundspligt, at være med til at uddanne unge mennesker – det gavner også hele virksomheden og de unge smedelærlinge.

Smedemester Kim Hansen blev selv ansat hos Pedersen & Madsen A/S i år 2000. I 2018 blev han den nye ejer af POM Industries A/S, som virksomheden også kaldes.

Hvert år tager virksomheden 2 nye lærlinge ind, så de hele tiden har mindst 8 smedelærlinge ansat. ”Grunden til at vi har så mange lærlinge er, at vi for 5 år siden fik så travlt, at vi blev nødt til at bruge vikarer. Men vi fandt hurtigt ud af, at det bedre kunne betale sig at ansætte vores egne lærlinge. På den måde kunne vi selv lære dem op og sikre os, at de kom til at kende vores virksomhed og arbejdsopgaver godt.”, forklarer Kim Hansen.

Pedersen & Madsen A/S samarbejder med EUC Lillebælt, hvor underviserne på smedeuddannelsen hjælper dem med at finde gode lærlinge. ”Et par gange har vi også samarbejdet med Produktionsskolen, der har været flinke til at anbefale smedelærlinge blandt deres elever.”

”Når man ansætter en lærling, kræver det i starten, at man har en smule pædagogiske evner. Han eller hun skal lige have lov til at finde sig til rette, lære værktøjet, medarbejderne og svejsemetoderne at kende. Men de finder meget hurtigt ud af det, synes jeg.”, fortæller Kim Hansen.

Med lærlinge følger god humor, ansvar og motivation

Kim Hansen kan kun se fordelene ved at have lærlinge ansat. ”Jeg synes, det er en samfundspligt at ansætte lærlinge, men det er også en måde at skabe god arbejdskraft til sig selv på. Det bedste ved vores lærlinge er, at de bidrager med et friskt pust. De møder altid ind med en god portion energi, god humor og skaber en sjov hverdag for os alle.”

Hver smedelærling hos Pedersen & Madsen A/S går sammen med en svend, når de skal med ud at montere eller arbejde på projekter. ”På denne måde lærer de mest, og så er det godt for svendene, da de hele tiden skal fokusere på at lære fra sig og tage ansvaret for lærlingen.”

”Stort set alle de lærlinge vi har haft, har gennemført deres uddannelse. Selv de unge lærlinge, der har haft det lidt svært, har gennemført, og det er i sig selv en kæmpe motivation for mig. Jeg brænder virkelig for at give de unge en god uddannelse, se dem udvikle sig og finde deres rette hylde.”, fortæller Kim Hansen.

Som smedemester forsøger Kim at præge lærlingenes måde at arbejde på med en uforglemmelig sætning fra sin egen læretid. ”En svend sagde engang til mig, at man skal gøre så meget som muligt uden at bevæge sig – og med det mente han, at man skal være effektiv og ikke bruge tiden på unødvendige ting.”

De unge smedelærlinge præges desuden til at møde til tiden. ”Hos os møder vi altid kl. 6 om morgenen, og samles til en kop kaffe. Vores morgenmøde er ret vigtigt, fordi det er her alle får at vide, hvilke opgaver der skal løses. Til mødet er det lidt pinligt at komme for sent, så de nye lærlinge bliver hurtigt gode til at møde til tiden.”, fortæller han med et smil.

Fremtiden for virksomhedens smedelærlinge

Det er ikke mange af virksomhedens smedelærlinge, der får lov til at blive, når læretiden er ovre. Men det er helt bevidst, forklarer Kim.  ”Ofte er det svært at komme ud af lærlingerollen. Derfor mener jeg, at det er sundt for mange af vores lærlinge at komme ud til en anden virksomhed. Selvfølgelig er der nogle lærlinge, der får lov til at blive, men det er sjældent.”

Kim Hansen kan kun anbefale andre virksomheder at ansætte lærlinge. ”De bidrager med så meget godt i hverdagen. Det er så fedt, at se de unge vokse personligt og fagligt, og så får de alverdens muligheder med en uddannelse som smed – både arbejdsmæssigt, og hvis de vil læse videre. Der er mange arbejdsområder, hvor smeden er med inde over alt, og det er altid muligt at finde arbejde som smed – der er jo mangel på smede i hele landet.”, afslutter han.

 

Kim Hansen foran smedeværkstedet i Middelfart