Christian er i lære som smed i Island
Christian Pedersen på 27 år har været godt i gang med smedeuddannelsen på EUC Lillebælt siden 2016. Når han ikke er på skole, rejser han til Island, hvor han er i lære hos virksomheden Teknís. Her får han mange varierende opgaver – også i Grønland.
Christian har altid vidst, at han ville være noget inden for håndværk. Inden han startede som smed, prøvede han kræfter med både tømrer og kok. ” Men så så jeg nogle videoer på Youtube om smede og svejsning, der hurtigt fangede min interesse. Især smedning med esse, der er en gammeldags smedemetode, synes jeg er fascinerende. Det eneste man har at arbejde med er en tang, noget ild, kul og en hammer – og så er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan lave. Og det var grunden til, at jeg startede på grundforløbet på smedeuddannelsen.”, forklarer han.
Allerede på grundforløbet fik Christian tilbudt, af EUC Lillebælt, at komme i praktik hos Teknís i Island, der laver bestillingsarbejde, reparerer store skibe, vedligeholder olietanke og udelukkende arbejder i rustfrit stål og sort jern. ”Imens jeg var i praktik, spurgte jeg chefen, om jeg ikke måtte komme i lære hos ham. Han skulle lige tænke over det, men sagde ja efter 2 dage.”
For Christian var en praktikplads og læreplads i Island nøglen til at kunne stå på egne ben og ikke mindst nye oplevelser. ”Og så er det godt at skrive på CV’et.”, tilføjer han. Men det var også arbejdsopgaverne, som Teknís tilbød ham, der tiltrak ham. ”Jeg har mange forskellige opgaver. Nogle af dem er typiske lærlinge-opgaver, men jeg får også opgaver stukket i hånden, som jeg selv skal løse helt fra bunden – jeg kan godt lide variationen i opgaverne.”
Christian fortæller om de største forskelle på Island og Danmark ”Især arbejdsmoralen er anderledes i Island. Man tager tingene meget afslappet. Alle har en ’det skal vi nok nå’ tilgang til tingene – ikke noget med at blive stressede. Arbejdsdagene er også lange i forhold til herhjemme, så vi når altid det vi skal.”
”I Island snakker jeg engelsk med mine kolleger. Jeg er helt klart blevet bedre til engelsk, fordi jeg snakker det hver dag. Jeg kan efterhånden også forstå det meste af det de siger på islandsk – og det er da fedt.”, fortæller han med et smil på læben.
Et smut til det nordøstlige Grønland
Teknís samarbejder med det danske forsvar i Grønland, der er placeret ved Station Nord, blot 900 km. fra Nordpolen. Her har Christian for nylig været sendt hen for at arbejde. ”Vi tager altid til Grønland én gang om året. Da jeg var der, skulle mine kolleger og jeg stå for vedligeholdelse af deres olietank, fordi den var utæt, og så skulle jeg rydde op fra tidligere arbejde. I Grønland har de mange strenge regler for affaldssortering, fordi de hele tiden tænker klima og miljø.”, forklarer han.
”Det var lidt anderledes at arbejde i det nordøstlige Grønland. Der var hele tiden pensionerede hunde fra Sirius patruljen, der gik rundt og holdte øje med, om der kom isbjørne, og så var der ingen rindende vand i toiletterne, men bare en pose.”, siger han og griner. – ”Det var en rigtig fed oplevelse.”
Hverdagen i Island
Christian Pedersen bor syd for Islands hovedstad, Reykjavik, hvor han bor til leje hos en privat familie sammen med en anden lejer. De lejer 1. salen med to værelser, stue, køkken og badeværelse. ”Jeg fandt boligen ved at slå et opslag op på Facebook. Efter en uge kontaktede udlejerne mig, og min islandske kollega fik set og godkendt boligen for mig, fordi jeg selv var i Danmark.”
I hverdagen er fritidstimerne få ”Vi har nogle lange arbejdsdage. Vi arbejder fra kl 8-18 hver dag. Men i weekenderne mødes jeg med to andre danske smede, og så kører vi en tur og får set os omkring i landet. Vi tager til forskellige arrangementer og finder varmekilder, som vi kan bade i.”
Selvom Island har en unik natur, savner Christian de danske strande ”Her er kun et par strande, der ikke er særlig store. Ud over min familie, venner og leverpostejsmader, så er strandene det jeg savner mest.”, fortæller han.
Meget mere end jern og svejsning
”Mange tror, at det at være smed er ensbetydende med jern og svejsning, men det er meget mere end det. Man skal på mange måder være visuelt tænkende og kunne se genstandes bagvedliggende matematiske mål.”, fortæller Christian Pedersen.
”Hvis man kan lide at skabe noget fra bunden, være kreativ, løsningsorienteret og kan lide at se det man laver blive brugt lang tid efter, at det er lavet, skal man vælge at blive smed. Det er en uddannelse, hvor man bruger både hovedet og kroppen.”
”Uanset hvad, synes jeg, at man skal sige ja, hvis man får tilbudt at komme i praktik i udlandet. Det er fedt at prøve noget ny, man får oplevelser for livet, og så kan man måske ende med en læreplads.
Christian Pedersen fortæller afslutningsvis om sine fremtidsdrømme. ”Jeg vil gerne finde en god arbejdsplads her i Danmark, når jeg er færdig med min uddannelse, købe et hus med plads til eget værksted, hvor jeg kan dyrke min store interesse for smedning med esse. Jeg nyder at fordybe mig i det kreative og skabe forskellige ting fra bunden.”